Copy

OKTOBER 2020

Kommende turneringer

24.10. Hajfri Hygge Cup 2020
6.-8.11 Hampen Open 
14.-15.11 Individuelt DM - Ny i kalenderen
28.-29.11. DM i Doubles - Ny dato
27.12.
Copenhagen Christmas Tournament 2020 - Ny i kalenderen

Månedens mantra

Af Lene Espersen

'Ræset er altid en faktor'
Steen Grønbech

Bestyrelsen: "Vi er rigtig optimistiske på DBgFs vegne"

Af Taus Bøytler

Lørdag den 26. september 2020 afholdt DBgF et ekstraordinært landsråd. Men hvad kom der ud af det? Hvor står forbundet nu? Og er der fortsat håb for fremtiden?

Nyhedsbrevet bringer her et eksklusivt interview med bestyrelsen, der har givet sig tid til at svare på fem skriftlige spørgsmål.

Hvad var det vigtigste, der kom ud af det ekstraordinære landsråd?

Bestyrelsen: "Der var flere vigtige ting, der kom på plads ved det ekstraordinære landsråd 2020. For bestyrelsen var det vigtigste, at landsrådet godkendte den fremlagte økonomiske ramme som er et fundament for strategiplanen."

Hvad er den eller de første initiativer, bestyrelsen nu vil sætte i gang?

Bestyrelsen: "Det første initiativ, bestyrelsen sætter i gang, er en genstart af sekretariatet. Herefter vil meget hurtigt følge planlægning af en heldagsworkshop, hvor et udvalg af klubformænd, frivillige og øvrige medlemmer med engagement inviteres til at bidrage med ønsker, idéer og prioriteringer for næste fase af strategien."

Er det overhovedet realistisk at skaffe nye medlemmer i tid, hvor corona fører så mange ændringer med sig?

Bestyrelsen: "Verden kører trods alt videre trods Corona. Men det er klart, at en del af kampagneaktiviteterne nok må udskydes, så længe de begrænses af restriktionerne. Vi har så den luksus at forberedelse, planlægning og organisering så kan ske mere grundigt og med større inddragelse af klubberne."

Det er noget med, at der blev foretaget nogle vedtægtsændringer på landsrådet. Hvad var det egentlig, der blev ændret?

Bestyrelsen: "Det var en komplet gennemskrivning af DBgFs vedtægter, der blev godkendt. Den vigtigste ændring var, at regnskabsåret blev lavet om således, at det nu følger kalenderåret. På den måde vil regnskabet kun være ca. 3 måneder gammelt, når det præsenteres på det ordinære landsråd."

Er I fortsat optimistiske på Dansk Backgammon Forbunds fremtid?

Bestyrelsen: "Vi er rigtig optimistiske på DBgFs vegne. Vi er klar over, at det er en stor opgave, der ligger foran os, og at vi helt sikkert kommer til at møde “bump på vejen”.

Det allervigtigste for strategiens succes bliver, om vi formår at engagere klubber og ildsjæle til at hjælpe til at trække i samme retning. Men det er i virkeligheden alle DBgF medlemmer, som vi håber vil bidrage. Blot små ting kan ende med at have stor betydning.

Hvis vi hver især gør lidt positiv reklame for backgammonsporten og husker at fortælle familie, venner, kolleger om hvor fed en hobby det er, så kan det i sig selv gøre en kæmpe forskel.
"

Jean Strube fik øjnene op for backgammon
under corona hjemsendelsen

Af Taus Bøytler

Jean Strube (i rød polo) får debut i holdturneringen mod Morten Møldrup
Foto: Finn Due Larsen
Corona er her og der og alle vegne. Og alle er mere eller mindre nød til hele tiden at forholde sig til den nye verden vi lever i. På en en trist baggrund har coronatidsalderen dog også ført noget godt med sig.

Foruden den var Jean Strube sandsynligvis ikke begyndt at spille backgsammon i BMS. Nyhedsbrevet har taget en snak med et af forbundets nyeste medlemmer om de første indstryk.

Hvordan fandt du på, at du ville begynde at spille backgammon på turneringsplan?

Jean: "Under corona hjemsendelsen begyndte jeg at spille lidt backgammon imod kæresten, og faldt tilfældigt over et indslag på facebook fra BMS om at de søgte nye medlemer.

Det ledte til tanken om, at det kunne være sjovt at komme ud og spille lidt imod andre.

Jeg blev inviteret med til nogle spille events i løbet af sommeren, og der skulle ikke mere til før jeg havde fået blod på tanden.

Hurtigt meldte jeg mig ind i BMS og Dansk Backgammon forbund, og var klar til at prøve kræfter med holdturneringen 20/21.
"

Hvordan er det som helt ny at blive en del af miljøet i BMS?

Jean: "Det har været så fantastisk at stifte bekendskab med BMS. Dejlige hjælpsomme medlemmer med en positivitet over spillet og klubben, at det var lige til at falde for med det samme.

Den enorme holdånd og samtidig positivitet over for alle modstandere faldt lige i min smag med det samme.

Jeg nyder hver en aften vi er samlet for at spille, om det er holdkamp eller hygge spil, så er det en fornøjelse at være i klubben.
"

I din debut i holdturneringen vandt du 17-13 over Morten Møldrup, da dit hold BMS 1 slog Absalon VI 2-1. Hvordan oplevede du den kamp?

Jean: "Jeg gik ind til kampen med en total ydmyghed og ville bare tage kampen som en lærrerig oplevelse. Den startede også som jeg havde forventet, hvor jeg kommer bagud næsten fra starten og er bagud langt ind i kampen til stillingen 6-11.

Morten spillede meget forsigtigt og gav ikke nogen åbninger for at jeg kunne komme ind i kampen igen, men stille og roligt med små tætte kampe der tippede til min side, så vendte kampen og jeg vandt 8 ud af de sidste 9 partier.

Med 20 partier på over 3 timer var jeg godt brugt, men fik en masser energi af mine klubmedlemmer der stod og gave en super opbakning.

Det var en mega fantastisk opleveles at vinde den første holdkamp, og med alle de high five til mine holdkamerater, kørte jeg hjem og var totalt høj på oplevelsen.
"
    
Hvad skal der til for, at du vil blive ved med at spille backgammon, når ellers det bliver muligt igen efter corona pausen?

Jean: "Som jeg ser det lige nu, så nyder jeg at spille, og glæder mig helt vildt til der bliver åbnet op igen.

Jeg føler mig så velkommen i klubben og kan sagtens se mig spille der langt ud i fremtiden. Alt i alt er der en masse engagement i klubben, og et af dem er en lille turnering i BMS, for alle der er trætte af at være hajføde.

"Hajfri hygge 11.0" bliver afviklet d. 24. oktober i BMS, hvis altså ikke corona også skal ødelægge det..
."
    
Hvad er dine forventninger til den igangværende holdturneringssæson?


Jean: "Mine forventninger er stadig lidt de samme. Håber stadig på en sejr en gang imellem, men ellers primært at lære en masse om spillet og få lidt erfarring.

Så må ambitionerne komme til næste sæson, måske. Hvem ved..........
"

Farvel til Jovan Kosovic

Af Taus Bøytler

Jovan Kosovic havde let til smil og latter
Foto: Henrik Biering
Absalon Backgammonklub har mistet en af sine største personligheder. Jovan Kosovic er ikke længere blandt os. Fredag den 10. juli 2020 blev han fundet død i sin lejlighed i Albertslund.

Absalon Backgammonklub havde arrangeret en afskedsturnering for Jovan tirsdag den 29. september 2020 (dagen efter hans fødselsdag), men turneringen måtte desværre udskydes på grund af corona.

En smuk sidste hilsen
Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér har lavet en smuk sidste hilsen til Jovan Kosovic, der kan ses her: "Farvel, Kaptajn!"

Personligt vil jeg huske tilbage på mange gode timer i selskab med Jovan. Hvil i fred.

Lidt om Hampen Open

Af Lars-Henrik Braun

Her går det løs. Er du klar til Hampen Open?
En ny turnering har set dagens lys: HAMPEN OPEN

Vi er et par stykker som længe har gået og puslet med idéen om at lave en turnering herovre i Vest. Tidligere har vi prøvet at byde lidt ind på nogle af de officielle turneringer uden det store held; så nu laver vi i stedet vores helt egen turnering - Helt ude i Hampen...

Holdet bag
Bag turneringen står Sus (1726), Esben (5008) & Lars-Henrik (5808). Sus og L-H vil fungere som turneringsledere hen over weekenden, mens Esben står for alt det praktiske omkring indkvartering og forplejning.

Esben er i øvrigt ud over ivrig backgammonspiller, samtidig indehaver af Cafeteria-Kroen, hvilket deltagerne kommer til at nyde godt af hen over hele weekenden.

Fx vil der være gratis te og kaffe til samtlige deltagere, og med en smule held, håber vi at kunne byde på Cafeteria-Kroens vidt berømte citronfromage :)

Telt eller bordel?
Indkvartering kan foretages både i hytter, campingvogne eller telte. De to sidstnævnte vil der være masser af plads til; men ønsker du en hytte, så skal du kontakte Esben snarest - på nuværende tidspunkt, den 20/9, er der kun 4 hytter tilbage lige ved Cafeteria-kroen, dog er der mulighed for at booke andre hytter eller værelser tæt ved.

Vi håber de gode muligheder for overnatning, kan tiltrække en masse fra det østlige Danmark.

Der er endvidere et hyggeligt og velrenommeret bordel ved siden af cafeteria kroen, men overnatning her er lidt dyrere.

Tre rækker
Turneringen spilles i 3 rækker (Mester, Mellem og Begynder). Vi har valgt weekenden 6-8 november, da den store turnering på Cypern afholdes samme weekend.

Hampen Open vil ikke fokusere på en gigantisk første præmie; men i stedet forsøge at appellere lidt bredere via et generelt lavere indskud: Mesterrækken koster 500,-, mellemrækken er 250,- og begynderrækken koster 100,- (alle beløb inkluderer 50,- i registrering).

En perfekt weekend
Desuden ville en placering i denne weekend sandsynligvis ikke konflikte med HT pga. Cypern-turneringen. Endelig er vi kalendermæssigt heller ikke alt for tæt på Munkebjerg, så weekenden blev vi ret hurtigt enige om - også selvom det kan knibe lidt for dem, der gerne vil ligge i telt!

Et detaljeret program kan selvfølgelig ses på DBgFs forum, men i hovedtræk kan nævnes:
  • Freerolls til Mellem og Mesterrækken fredag.
  • Mellem og Mesterrækken afvikles over både lørdag og søndag, Begynderrækken færdigspilles lørdag.
  • Sidst på lørdagen vil vi prøve at afvikle en 500,- super-jackpot
  • For de uheldige afvikler vi selvfølgelig en speed turnering søndag.
  • Der vil alle tre dage være løbende jackpots for både damer og herrer.
Mulighed for satellitter
Vi har også via sponsorerne Cafeteria-Kroen og Backgammon Studio oprettet satellitter til både Mellem- og Mesterrækken. Søgningen til disse har dog ikke været stor (endnu), vi tænker det kan skyldes bekymringer omkring Covid-19 situationen.

Netop Covid-19 er vi meget opmærksomme på. Lige pt. vurderer vi at angive et maksimalt deltagerantal på 75 personer (af hensyn til plads) samt eventuelt at afvikle kampene med brug af visir (vi vil i så fald finde nogle egnede til billige penge, som kan købes på dagen.

Tilbagebetaling ved aflysning
Vi følger situationen løbende og holder folk ajour via DBgFs forum. Om vi overhovedet kan gennemføre turneringen, må situationen de kommende uger afgøre. Skulle vi ende op med at måtte aflyse Hampen Open, vil alle deltagere selvfølgelig få deres indskud tilbage 100%.

Status på 8. XG Masters

Af Karsten Bredahl

De skrappe kvartfinalister i årets XG Masters
Grafik: Karsten Bredahl
Sidst skrev jeg om fase 1 (gruppe-spillet) og nu er vi godt i gang med cup-kampene.

I vest har Lars Trabolt og Christian Munk-Christensen spillet sig til finalen, hvor vinderen kvalificerer sig til den store semifinale mod 3 østfolk. De besejrede vest-kolleger er Kenneth Olesen (Horsens) og Daniel Sørensen (TCM).

Favoritsejre i øst
I øst har Freddie Noer og Steen Grønbech præsteret favoritsejre mod hhv. Thomas W. Hansen og Jakob Rasmussen, som begge spillede en fantastisk kamp. Især Wærle var ganske få mm fra at sende Noer ud, men vores alles dino har styr på marginalerne og er nu med i kvartfinalerne.

Kring fik en botnorm
Asger Kring - som også er DBgFs eneste æresmedlem - præsterede den hidtil eneste underdog-sejr (skrevet før CMC slog Daniel, red.), da han sendte Mama Boyz-stjernen, Jess Danielsen, ud af turneringen med en ren Botnorm-kamp, som i øvrigt var hans femte i rækken indenfor de påkrævede 12 måneder, så Asger bliver dermed DBgF-medlem nummer 28 i rækken af Botnorm-indehavere.

Tilfældigvis ville skæbnen også, at det var hans første norm nogensinde og Asger bliver dermed IM nr 95 (International Mester).

Som skarpretter og observatør af disse breaking news ser jeg frem til, at DBgF får aktiveret titlerne på æresmedlemmets profil.

Kristensen og Niebling i smuk symbiose
2 af de mange Thomas'er, Kristensen og Niebling, har udviklet et nærmest bg-platonisk forhold over årets XGM, hvor de var i pulje sammen i fase 1, igen i fase 2 (stadig gik begge videre), og minsandten om ikke de også trak hinanden i Cup'en.

Her var TK bagud på analysen mod til midt i matchen, hvor en svær blitz-cube blev taget af Niebling, og det hele vendte. Det endte med at TK nappede full house og sikrede endnu en favorit-sejr og en plads i kvart-finalerne. Nieblings PR 3.54 var ikke nok mod så stærk en spiller - denne gang.

Ingen stream i nærmeste fremtid
Vi har stadig et par kampe i pipeline og sikke nogle gigantmatches. Desværre byder corona-reglerne, at jeg ikke kan komme ud og streame fra dem, men jeg agter at lave en blunder review på dem alle.

Thomas Myhr vs Benjamin Lund og Peter Friberg vs Mads Andersen... holdverdensmester, en tidl. nordisk mester, en tidl. verdensmester... alle deltagere fra elitedivisionen med samlet 25 championship-titler på hænderne. Jeg kan næsten ikke sidde stille.

Lund tæt på at klaske Myhr
Men .... i mellemtiden er disse matches også blevet spillet. Benjamin spillede en rigtig god match mod Myhr og havde godt fat i analysen indtil 3. sidste game, som gik galt, og Super Grand Master Myhr rendte med hele tuen og pladsen i QF.

Mads Andersen var underdog mod Peter Friberg, men det vidste han ikke, så verdensmesteren fra 2002 og vinderen af Pro-Am 2000 er nu også klar til QF, og jeg er dermed klar med præsentationen af de sidste 8 i XG Masters 2020:

De skrappe kvartfinalister
Vest-finalen (også national QF)
Lars Trabolt (1) vs Christian Munk-Christensen (6)


Asger Kring


Freddie Noer


Peter Hallberg

De 3 øst QF:
Thomas Myhr (2) vs Mads Andersen (8)
Thomas Kristensen (3) vs Asger Kring (7)
Steen Grønbech (4) vs Freddie Noer (5)

Hallberg og JCP mødes i cons-finalen
I XGM-consolation har tidl. verdensmester og topseedede Peter Hallberg (1) efter sejr over Morten Droob (4) spillet sig i finalen, hvor han skal møde Jens Chr. Pedersen (19), som på dagen var skarpere end Mogens Dreier (15).

Sidstnævnte match endte i en spændende DMP ved 18-18/19, og selv om Mogens trak det længste strå her, så sendte analysen JCP videre mod Hallberg.

Begge finalister er kendt for deres store iver for at studere de svære områder af backgammon, hvilket vi ser frem til at nyde i den seværdige finale til 21 points.

Et talmæssigt overblik
Status fra data-hjørnet: 256 matches (219 timers rollout), 125.000 decisions, PR 6.30 og svimlende 4.322 TMPs underholdning for 80 mennesker.

Her kan du se XGM 2020-arket

Status på 13. Sommer Cup (2020)

Af Karsten Bredahl

Den forsvarende mester, Vinni Gertsen,
er kommet godt fra start i novice-rækken
Novice har et rekordstort antal deltagere på 41 sjæle, hvilket nok skyldes flere faktorer, heriblandt Corona-sulten men også at der rent faktisk er rigtig mange hyggespillere i DBgF. Hyggeligt:)

Kun Mickey Bill Jensen er klar til kvartfinalerne, og ellers er der deadline på 1/8-finalerne den 11. oktober, så mere herom senere.

45 deltagere i Champ
Champ har tidligere præsteret 64 deltagere men i år er der 'kun' 45 glade medlemmer med. Men Schou og jeg stolte over, at samlet +80 medlemmer, som igen har vist os tiltro til at kunne drive en ordentlig turnering.

Kun eliteholdet Soiree Dansante har 2 spillere klar i kvartfinalerne, Thomas Fuglheim og Freddie Noer (ja, igen... dino'er overlever bare bedre end andre).

Flere overraskelser
Blandt de øvrige 1/8-finalister kan nævnes et par overraskelser som Bjørn Kroghsbo, Sabrina Milling og Tin Gavran. Jeg spår, at én af disse når langt og bringer os mere glæde og flere overraskelser.


Thomas Fuglheim


Sabrina Milling


Tin Gavran

Overblik over champ-rækken

Overblik over novice-rækken

Overblik over normer

Af Karsten Bredahl

Asger Kring, forbundets eneste æresmedlem, er nyeste medlem af normfamilien
Botnorm-udvalget, hvor jeg også har fået lov at være formand, kan nu berette, at vi er oppe på 88 spillere, som har mindst 1 match på listen, som netop nu rummer hele 542 godkendte matches.

Tre nye hajer i registret
Senest har vi fået selskab af Jens Lauridsen (Ynse), Jonas Enemark, Poul Rasmussen og Jesper Pretzer.

Dette er en klar effekt af, at flere og flere optager deres kampe og dermed bliver bedre, hvilket gerne på sigt skulle sætte Danmark højere på det internationale landkort, hvis dette overhovedet er muligt naturligvis :)

Botnorm-aktive klubber
Data er stærkeste værktøj i netop denne disciplin, og det giver os også et overblik over, hvem de mest botnorm-aktive klubber er. Dette er et fokusområde, som hidtil har været fuldstændig overset - meget mystisk egentlig og alligvel ikke.
  • Mama Boyz (105 matches)
  • Københavns Backgammon Klub (76)
  • Team Casino Munkebjerg (56)
  • Soirée Dansante (50)
Stærk klub i 1- division
Ud af de 8 mest aktive klubber på listen ligger kun én klub i 1. division, resten i eliten. Det er alligevel flot af en 1. divisionsklub at have 56 botnormkampe :o)

Individuelle matches:
  • Steen Grønbech & Thomas Kristensen (29 matches)
  • Thomas Myhr (25)
  • Lars Trabolt (24)
  • Karsten Bredahl (21)
Her kan du downloade arket om botnormer


Jesper Pretzer


Jens "Ynse" Lauridsen

Dansk Backgammonforbunds platforme

Følg os på W E B S I T E T
Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
Følg os på F A C E B O O K
Bliv medlem af Dansk Backgammon Forbund
Meld dig til nyhedsbrevet her
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © 2020 DBgFs  Nyhedsbred - All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysninger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp