Copy

April 2021

Kommende turneringer

11.-13.6. Hampen Open
3.7.         Åbne Fynske Doubles
14.8.       21. Svendborg Open
21.-22.8. DM Doubles 2020/21

25.9.       BG 1/2 Marathon 2021

Månedens mantra

Af Lene Espersen

Given a choice in priming games, do what is hardest first
-Bill Robertie

Daniel Sørensen vinder hædersprisen 2020

Af Taus Bøytler

Daniel Sørensen vil, selv om han er bagud 0-8, være favorit mod de fleste
Foto: Marianne Maja Andersen
Daniel Sørensen, der i holdturneringen spiller for Team Casino Munkebjerg i 1. division, har opnået DBgF-medlemmernes ultimative hyldest og kan nu kalde sig for vinder af hædersprisen 2020.

Mange af forbundets medlemmer har stor fornøjelse af julekalenderen, der er en tilbagevendende begivenhed, hvor Daniel Sørensen år efter år hver dag i december frem til juleaften lader folket nyde godt af visdommen fra nogle af kongerigets stærkeste backgammonkrigere.

Men Daniel Sørensen har heldigvis meget mere end julekalenderen at byde på. Det kan du læse mere om i dette eksklusive interview.

Hvad betyder det for dig at vinde hædersprisen 2020?

Daniel: "Det har været helt fantastisk. Selv om jeg aldrig har haft ambition om at vinde, føler jeg mig stolt og taknemlig over at have modtaget prisen.

Tak til backgammonfolket og bestyrelsen for denne store anerkendelse.
"

Til diverse online-turneringer afholdt af Odense Chang Backgammon Klub har vinderen en coaching-seance med dig.
Hvad fokuserer du typisk på, når du skal undervise en vinder af en online-turnering?


Daniel: "Jeg prøver at tage udgangspunkt i det vinderen gerne vil bliver bedre til.
Oftest spiller vi en kamp, og dialogen der opstår er delvist udfra det der sker på brættet, og delvist udfra det der interesserer den studerende.
"

Du har undervist i backgammon på skoler sammen med Lars Trabolt. Prøv at fortælle lidt om det projekt.

Daniel: "Jeg er årgangspædagog på Sanderumskolen i Odense, hvor også Svend Pedersen (Odense Chang) arbejder.
Vi har haft en fordybelse dag i matematik hvor der blev afholdt en turnering for hele årgangen i fjerdeklassen, og om eftermiddagen kunne de elever der ville, udfordre Trabi til en DMPer.

Den endte med, at vi måtte stille mange borde ved siden af hinanden der fyldte hele bredden af en gymnastiksal, hvor Trabi gik fra bræt til bræt og vandt alle partierne, på nær ét.

Vinderen Mads, var den eneste dansker der deltog i VM under 12 sidste sommer.
"

Hvor meget har backgammon, enten live eller online, fyldt hos dig det seneste år, hvor corona har fyldt så meget?

Daniel: "Jeg kan se på dbgf, at jeg har spillet 21 kampe det sidste år (14v/7t). Desuden ca 1000 tmp på Backgammon Galaxy, og også en del på Backgammon Heroes på det sidste.

Endelig har jeg haft træningssessioner med Kian Ehdaeifar, Christian Munk-Christensen, Thomas Kristensen samt Thomas Tenland. Som de fleste andre savner jeg live backgammon helt vildt.
"

Du har med rette høstet meget ros for din julekalender, hvor en række skrappe backgammonspillere gennemgår nogle svære positioner. Hvad kan vi forvente os af julekalenderen 2021?

Daniel: "Meget af det samme som tidligere år, vil jeg gætte på. Julekalenderen har efterhånden fået sit eget liv, og min indflydelse er heldigvis blevet minimal.

Skribenterne og quizdeltagernes engagement er det der gør kalenderen til en fed tilbagevendende backgammonhappening.
Jeg vil i denne sammenhæng opfordre alle der kunne tænke sig at være skribent til julekalenderen 2021 om at kontakte mig.
"

Ud over Daniel Sørensen var følgende indstillet til hædersprisen 2020:
  • Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér
  • Karsten Bredahl
  • Odense Chang Backgammon Klub
  • Esben Muhlig Sørensen
I indlægget DBgFs hæderspris for året 2020 kan du se de forskellige indstillinger.

Træt af online BG?
Her er din gameplan - baseret på virkelige hændelser

Af Finn Due Larsen

Finn Due Larsen overvejer sin næste replik i chatten
Foto: Finn Due Larsen
Nej, så sjovt er det altså heller ikke at sidde der ved skærmen i stedet for brættet. Men fortvivl ikke - mens vi venter på genåbning og lyden af rigtige terninger, er her en gameplan for at komme gennem junglen i Galaxy og Studio Heroes.

Åbningsslag:  ”Hi gm” -  lig med ”good match” – er god stil som åbnings-replik til kampen. Så er du godt i gang.

Holdespil:  Hvis modstanderen derude er den irritable type, er det nemt at blokere vedkommende. Derfor tag det helt cool, hvis udsagn som  ”Are you a little luckass??”, ”All your doubles!” og ”Go fuck your mother and your sister!” dukker op. De ved jo ikke, hvor du bor.

Doubling eller gammon:  Her kan du overveje at drille en ganske bestemt spiller på kloden, så du går efter gammon i en position hvor du er i tvivl – så får du den med ”fuck your mother and your sister”. Mere skal der ikke til.

Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det er en kineser der ved hvor du bor, så glem det igen. Brug hellere din sunde BG-fornuft.

Overvej tre muligheder: Hvis en spiller pludselig går i stå og skriver noget på arabisk du ikke forstår, bør du overveje tre muligheder: At ignorere det, at skrive ”English, please” eller at forsøge at få spillerens tekst oversat.

Hvis spillet ikke rykker sig, bør du overveje det mest vidtgående træk, nemlig med lynets hast at få smidt den arabiske tekst ind i Google Oversæt.  Hvis den viser sig at betyde ”jeg er hægtet af”, skal du være opmærksom. Er spilleren virkelig ude i en dårlig forbindelse, sjovt nok samtidig med at være bagud?

Hvis næste arabiske tekst viser sig at betyde ”Hvorfor trækker du dig ikke?”, kender du din strategi.

Du ved nu, at spilleren derude kun er ude på at få dig til at logge af, så sejren og rating-points ryger hans/hendes vej. Ignorer spilleren, lad kampen køre færdig og gå i gang med en ny kamp. I sikker forvisning om, at en masse arabiske bandeord slynges ud i cyberspace, kan du hygge dig i ro og mag og senere konstatere, at spilleren ganske rigtigt har forladt kampen, og du har vundet ratingpoints.

Held: En uundgåelig del af BG, også online. Ligesom i det virkelige liv klarer nogle det bedre end andre. Hvis du møder udsagn ud som: ”Tell me: Are these dices fair???”, skal du lade være med at tage diskussionen om hvorvidt ”Galaxy dices” er ”rigged” eller ej. 

Du vil bare tabe kampen på tid, og hverken debatten eller kampen har rykket sig nogle steder hen.

Afrunding: Hvor ”hi gm” er det mest gængse åbningsslag, er ”ty” - ”thank you” nok til farvel.
Så er der virkelig ikke mere dialog mellem de to udsagn? Jo, engang imellem vil modstanderen gerne vide hvor man er fra, eller – mere dramatisk – pludselig diskutere Corona, med ordene ”It’s a FRAUD!”

Også det skal du droppe, for også her vil du tabe kampen på tid.
Men der kan altså også ske det, at du pludselig lander i en hyggelig snak med en venlig lærer fra Bahamas, der fortæller om sit land, sit arbejde, sin mand og sine børn.

Det kan ligefrem udvikle sig til, at I finder hinanden på Facebook – og udveksler aftaler om snart at spille igen, o.l.
Så kan det godt være, at du taber kampen på tid, og din gameplan har været nytteløs. Men så har du vundet så meget andet. En udvidet horisont, for eksempel.

Martin "Guerre" Jensen
er kommet godt fra start i online VM

Af Taus Bøytler

Martin "Guerre" Jensen har fortsat mulighed for at blive online verdensmester
Foto: Martin "Guerre" Jensen
Den 12. juni 2021 har Martin "Guerre" Jensen været medlem af DBgF i 20 år. Og selv om han med knap 12.000 tmp er en erfaren herre, når det handler om live-backgammon, er det samme langt fra tilfældet, når der skal dystes online.

Så hvad fik Guerre til, sammen med 27 andre danskere, at tilmelde sig online VM i backgammon på Backgammon Heroes (deltagerantallet endte på 512 spillere), hvordan er han kommet fra start, og regner han egentlig selv med, at han bliver online verdensmester?

Nyhedsbrevet giver dig alle svarene.

Hvad fik dig til at tilmelde dig online VM?

Guerre: "Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Inden turneringen havde jeg ikke rørt en terning hverken live eller virtuelt siden holdturneringen lukkede ned efter 2. runde i starten af september (hvor mit hold – BK Sjovhed - førte Elitedivisionen!).

Jeg var nok også gået lidt semi-kold på backgammon af flere årsager: Dels tærede den politiske fnidder i forbundet utrolig meget på lysten, og så skete der en masse personligt i 2020 – blandt andet blev jeg gift, flyttede i nyt hus (med ny skole til ungerne), dødsfald i den nærmeste familie, alvorlig kronisk sygdom hos min bror og en masse andet, så fokus var på alt andet end bg.

Men det hele havde lagt sig lidt, og da Daniel Sørensen lagde en teaser op på Backgammon Denmark om verdens største backgammon-turnering, blev jeg fristet, selvom jeg normalt aldrig spiller online.
"

Lærer du dine udenlandske modstandere at kende, når du dyster mod dem? Sidder I og chatter undervejs?

Guerre: "Jeg har for mange år siden erkendt, at jeg ikke kan finde ud af at småsnakke, mens jeg spiller (live) backgammon. Det går alt for meget ud over mit flow og min koncentration.

Distraktioner er faktisk min allerstørste fjende, når jeg sidder ved brættet, og jeg arbejder stadig med teknikker til at holde fokus på brættet. I pauser og mellem partier snakker jeg til gengæld meget gerne med modstanderen.

Det har jeg helt sikkert taget med over i online-kampene, hvor jeg selvfølgelig ønsker god kamp (GM er åbenbart den korrekte frase) og siger tak for kampen (TY – for det tager åbenbart for lang tid for de fleste at skrive hele ord). Det spiller helt sikkert også ind, at jeg er så ny i online-spillet, selvom jeg er ret hjemmevant på computer og chatrum.

Min længste samtale har vist været med en modstander, der mente, at jeg var usportslig og truede med at melde mig til turneringslederen, da jeg doblede med to brikker tilbage på 1. Han havde erfaring som turneringsleder, måtte jeg forstå, så han vidste, hvad han talte om.

Jeg forklarede ham høfligt, at jeg er medforfatter på de europæiske turneringsregler, og at der altså intet står om, at man ikke må det.
"

Du er kommet godt fra start med fire sejre i dine fem første kampe. Hvordan ser du dine muligheder for at gå hele vejen?

Guerre: "Ja, det har været dejligt med en god start, men der er virkelig lang vej endnu. Selvfølgelig kan alt ske, så længe terningen er rund (eller er det bolden?), men med 512 deltagere, heraf en hel del topskrappe og erfarne online-spillere, er chancen minimal.

Kombineret med formatet, der eliminerer en stor del held, idet man skal tabe 5 gange for at ryge ud af turneringen, tror jeg mine chancer ville være større i Lotto.

Så jeg spiller bare for hyggens skyld og for at se, om online bg mon er noget for mig.
"

Hvor godt har du spillet PR-mæssigt, og kan du overhovedet bruge bottens analyse til noget?

Guerre: "Jeg har spillet helt forfærdeligt med 8,44 i gennemsnitlig PR over de fem kampe. Det er en anelse bedre end mine modstandere, men det er også næsten dobbelt så meget som min PR i sidste års holdturnering.

Det skyldes selvfølgelig langt hen ad vejen nogle af de forhold, jeg allerede har nævnt: Jeg har ikke spillet, rørt eller tænkt backgammon i et halvt år (bortset fra julequizzen), og så er jeg ikke vant til at spille online. Jeg har også haft nogle svære kampe, men det skal ikke være en undskyldning.

Jeg må bare love mit hold, at jeg kommer i bedre form, når vi engang får lov at spille holdturnering igen.
"

Hvad er efter din mening den største forskel på at spille backgammon live og online?

Guerre: "For mig er det flere ting. Rent spilleteknisk synes jeg, det går alt for stærkt. Det er selvfølgelig min egen skyld, men jeg spiller simpelthen alt for hurtigt og får ikke stoppet op ved de svære beslutninger. Jeg har svært ved at tage det så seriøst som en live kamp.

Så er der selvfølgelig risikoen for tekniske problemer. I den ene af mine kampe, røg vores internet pludselig og jeg måtte febrilsk prøve at fikse det, og endte med at spille resten af kampen over mobilen i stedet.

Nogle vil nok nævne, at man online kan se pipcount hele tiden, men det er noget, jeg er vant til at have styr på under hele kampen, så på en eller anden måde, ødelægger det lidt mit flow i stedet (men det er helt sikkert bare en vane).

Og så er der de mere uhåndgribelige forskelle, hvor jeg mangler meget af det, jeg elsker ved backgammon: Lyden af terningerne, følelsen af brættet, følingen med modstanderen og den fede fornemmelse af andre kampe omkring mig ved HT-kampe og store turneringer.

Jeg havde en idé om, at online backgammon ikke er noget for mig. Det har nok ikke ændret sig, men jeg accepterer og forstår, hvorfor mange er så begejstrede for det. Jeg synes også, det er fedt, at DBgF nu begynder at arrangere online-turneringer sammen med BG Heroes, selvom jeg nok ikke selv kommer til at deltage så meget.

I mellemtiden glæder jeg mig bare til at komme i gang med RIGTIG backgammon igen. Ikke mindst holdturneringen. Og selvom forbundet (selvfølgelig) har meldt ud, at der ikke bliver kåret en danmarksmester for hold i år, så har vi i BK Sjovhed tænkt os at fejre det som et mesterskab.
"

I sin anden kamp kom Guerre ud for denne lirede position:


Om positionen skriver Guerre:

"Jeg gik med det dobbelte banana split og lavede den polske prime (8/7 6/5 6/4), da jeg tænkte, at det kunne gøre min timing god. Det lykkedes fuldt ud. Jeg fik perfekt timing, rammer et skud i rette øjeblik, får rullet mine brikker rundt og ender med at doble ham ud.

XG kan dog ikke lide banana splittet, som koster -0,907 ... 11-dobbelt blunder. Her vil jeg dog trække Freddie Noer-kortet og påstå, at det er XG, der ikke forstår stillingen.
"

Louisa Dahlin Friberg: "Nordic er magisk"

Af Taus Bøytler

Øverst til højre: Louisa Dahlin Friberg overvejer sin næste formulering
Fotos: Laila Leonhardt og Christian Klebajn
En påske uden Nordic Open. Det er bare ikke det samme, vel? Men sådan bliver det her i 2021, ligesom det var tilfældet sidste år, hvor coronaen pludselig meldte sin ankomst og ændrede den virkelighed vi kendte, herunder muligheden for at spille backgammon.

Dermed skal vi helt tilbage til det herrens år 2019 for at finde den seneste udgave af Nordic Open. Til den turnering fik Louisa Dahlin Friberg debut som turneringsleder. Nyhedsbrevet har mødt Louisa til en snak om Nordic Open 2019, oplevelser til tidligere udgaver af turneringen plus det løse.

Hvordan husker du tilbage på Nordic Open 2019, hvor du for første gang var den øverste turneringsleder?

Louisa: "Nordic Open 2019 var fantastisk, vildt, sjovt, og totalt angstprovokerende. Jeg tog over fra Steen, som havde styret slagets gang i 11 år, så det var med klamme håndflader og bævrende stemme, at jeg Skærtorsdag bød velkommen til en hel sal fyldt med spillere.

Derfra gik det bare derudaf. Vi (Morten, Casper, Martin, Birgitte, Julie, og mig selv) har jo efterhånden arbejdet sammen i mange år, så selve afviklingen var jeg som sådan ikke så nervøs for. Til gengæld var jeg ved at dø af skræk, de gange jeg skulle på scenen og tale. Det er virkelig en ting, der kan gøre mig helt nervøs!

Nogle husker måske også den talefejl jeg havde ved præmieoverrækkelsen, som resulterede i et grineflip og meget røde kinder. I det mindste lærte jeg, at det var “det værste, der kan ske”, og det var jo egentlig okay (selvom det var pinligt og jeg stadig bliver mobbet med det i staff-gruppen).
"

Når corona er en saga blot, hvad skal der så i din optik til, for at Nordic Open fortsat vil være en attraktiv turnering for udenlandske spillere at deltage i?

Louisa: "Den diskussion er gammel, og har i princippet ikke ændret sig (meget) efter Corona. I min optik, er det fuldstændig essentielt, at Nordic er attraktiv for vores egne spillere i Danmark.

Husk på, vi er priviligerede i Danmark med et stort Forbund, og Nordic Open er, efter min mening, dén turnering i Danmark, der favner alle vores medlemmer. Dernæst, skal vi sørge for, at vores dejlige naboer fortsat kommer.

Vi bør ikke sammenligne os 1-1 med andre turneringer, men i stedet fokusere på “hvad det er, der gør Nordic unik”, lave den fedeste turnering vi overhovedet kan, og fortælle det til alle vores venner.

Man kan jo drikke sig fuld en hel uge på Cypern, for hvad det koster at købe en stor fadøl på casinoet i København, så det virker meningsløst, at blive ved at dvæle ved det.

Nordic ér noget andet. Nordic kan noget andet. Nordic vil noget andet.
"

Du har været en del af staff til Nordic Open et utal af gange. Hvad er din største oplevelse som ansat til Nordic Open?

Louisa: "Åh det er svært. Der er sket så meget. Jeg tror jeg var staff første gang i slut-90erne og der er jo sket vilde og sjove og ikke mindst hemmelige ting hver gang. Men det vigtigste er, at jeg har knyttet de bedste venskaber i staff-fællesskabet. Dem ville jeg ikke være foruden."

I 2005 vandt du consolation i Intermediate-rækken til Nordic Open. Hvordan husker du tilbgage på den oplevelse?

Louisa: "Det var en vild vild oplevelse. Jeg var gravid med vores første barn, og det var faktisk første og eneste gang jeg har spillet Nordic (bortset fra U21).

Udover at det var fedt at nå så langt, så skete der dét i semi-finalen, at jeg ventede og ventede og ventede på min modstander, den legendariske Jungle Jim, som bare ikke dukkede op til kampstart.

Pludselig kom nogen og fortalte mig, at Jim altså ikke kunne spille, fordi han netop havde fået tilbudt en ny nyre og altså ville blive hentet i ambulance og kørt til transplantation. Jeg var helt paf. Jeg fik en walk-over til finalen og Jungle Jim gennemgik en vellykket operation. Sidenhen har han desværre forladt os.

Det satte tingene lidt i perspektiv, og jeg tænker tit tilbage på netop dette, når bølgerne går højt i vores lille forbund.
"

Er det for meget at sige, at Nordic Open er en magisk turnering?

Louisa: "Nej! Nordic ér magisk og jeg tror, at de fleste medlemmer af Forbundet, har et eller flere minder fra Nordic Open.

Den følelse jeg havde allerførste gang, jeg som 13-årig trådte ind i spillelokalet til Nordic, er vendt tilbage hver eneste efterfølgende gang, jeg er trådt ind ad dørene i påsken. Dét er da magisk!

Christian Frisk fra Rumænien
har fået øjnene op for backgammon

Af Taus Bøytler
Oversættelse: Andreas Becher

Øverst til venstre: Den rumænske stjerne, Christian Frisk
Til højre: Sønnen Stefan er et stort backgammontalent
Fotos: Christian Frisk
Den skrappe Absalon-spiller Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér har venligt, men bestemt gjort mig opmærksom på, at der aldrig har været et interview med en rumænsk backgammonspiller i nyhedsbrevet.

Og sådan skal det selvfølgelig ikke være.

Det er mig en stor fornøjelse at byde velkommen til Christian Frisk fra Bukarest i Rumænien.

Hvordan opstod din interesse for backgammon?

Christian: "Jeg kiggede på, når far min spillede med venner og naboer, og jeg startede med at spille backgammon, før jeg skulle i skole, da jeg var 4-5 år gammel.

Da jeg var studerende deltog jeg i adskillige turneringer, men efter det holdt jeg en lang pause. I slutningen af 2018 spillede jeg online for første gang på Grid Gammon. Det var på baggrund af den oplevelse, at jeg gik igang med at studere spillet og deltage i lokale turneringer.
"

I 1992 vandt det danske herrelandshold i fodbold Europamesterskabet. Mens det skete, vandt du en backgammonturnering. Hvordan husker du den oplevelse?

Christian: "I 1992, før EM i fodbold, som blev vundet af Danmark, der kom direkte fra stranden efter udelukkelsen af det Jugoslaviske hold, var jeg sammen med 8-10 andre fodboldelskere i landsbyens kostald, der havde sin egen elektriske generator.

Da semifinalerne blev spillet udbrød der skybrud og strømmen gik i landsbyen og vi ville ikke risikere at misse matchen, selv om det havde været varmt hele dagen og der ikke var tegn på regn.

Jeg ankom tidligt til stalden for at sikre mig en plads og eftersom der var masser af ventetid til kampstart, arrangerede vi en turnering med 8 spillere, nøjagtig i EM´s ånd og struktur med grupper, semifinaler og finale.

Jeg vandt, selv om jeg var det eneste barn og det fik min bedrift til at minde om danskernes, som jo også vandt mesterskabet. Turneringen blev spillet som først til 3 sejre med gammons og selvfølgelig uden dobbletterning.
"

Du er med til at arrangere verdensmesterskabet i backgammon for journalister. Prøv at fortælle nyhedsbrevets trofaste læsere lidt om den turnering.
 
Christian: "Vi arrangerede det første Online Verdensmesterskab for journalister i samarbejde med WBGF i 2020. 20 journalister deltog, en af de mest kendte var Chris Bray fra The Independent og den ukrainske forfatter Jakiv Garal.

Jeg vandt turneringen, men den største sejr var, at det lykkedes os at stable et verdensmesterskab for journalister på benene.

Jeg håber at sådan en konkurrence bliver en tradition. Vi backgammonspillende journalister er nødt til at lære hinanden at kende.
"

Hvor meget backgammon har du spillet det seneste år, hvor corona har fyldt så meget?
 
Christian: "Jeg har faktisk spillet en del online i den tid vi har været isoleret i 2020 og har haft mulighed for at studere spillet. Hvad der startede som hygge og tidsfordriv blev til en platform for et seriøst arbejde med backgammon - med træningspas, noter efter hver kamp, deltagelse i turneringer, sammenligninger, studier osv.

Min 6 år gamle søn Stefan spiller også og under pandemien gik jeg i gang med hans træning. Jeg spillede vel omkring 8 timers backgammon om dagen. Nu har jeg dage, hvor jeg dedikerer det meste af min tid til at spille og studere, men uden at forsømme mit arbejde eller familieaktiviteter.
"

Kunne du finde på at deltage i Nordic Open i København, når det bliver muligt igen?

Christian: "Det vil være en stor fornøjelse for mig at deltage i Nordic Open, i et meget stærkt felt af backgammonspillere. I min optik er det en af det sejeste turneringer i verden, hvor jeg helt sikkert kan lære en masse.

Jeg håber på at have opnået et fornuftigt niveau til den tid og være en spiller der bliver svær at slå.
"

Dansk Backgammonforbunds platforme

Følg os på W E B S I T E T
Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
Følg os på F A C E B O O K
Bliv medlem af Dansk Backgammon Forbund
Meld dig til nyhedsbrevet her
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © 2020 DBgFs  Nyhedsbrev - All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysninger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp