Copy

- Turneringer -

Maj 2018

Turneringer i maj
10.5. Chang Open 2018
18.5 Sommercup Jylland/Fyn 2018 (tilmelding)


Kommende turneringer
2.6. Pokalpot 2018
9.6. 3 Kamp for 2mandshold
11-8. 19. Svendborg Open
24.-26.8. Malmö Open
29.9. BG Halv Marathon - Udsolgt!
6.10. Hajfri Hygge-Cup 9.0
27.-28.10. DM Mix 2018

19.1 2019 Allstars 2018

Overblik over de tre play offs

Af Taus Bøytler

Play off 3 blev spillet i Ringsted. Forrest dyster Signe Pedersen, Ringsted IV, mod Kristian Helio, Familien Nemesis II
Foto: Anette Rosquist
Med afslutningen på de tre play offs er der nu blevet sat et endegyldigt punktum for holdturneringssæsonen 2018/2019.

PO 1: Casino Copenhagen Backgammon fortsætter i elitedivisionen
Manges øjne var spændt rettet mod Odense Backgammon Klub, der søndag den 29. april lagde hus til play off 1, hvor Royal Casino Århus skulle forsøge at overtage Casino Copenhagen Backgammons plads i elitedivisionen.

Landsholdsstjernen Steen Grønbech satte sine holdkammerater under maksimalt pres med et hurtigt nederlag på 4-17 til Søren Bladt, der ifølge ratinglisten blot havde 32,7 % chance for at vinde det opgør.

Nu var Københavnerholdet for alvor presset, og backgammon-Danmark holdt vejret. På de næste to brædder vandt Karsten Bredahl over Christian Bladt, mens Jess Danielsen slog Klaus Jensen. Dermed var Casino Copenhagen Backgammon pludselig på 2-1.

På det sidste og altafgørende bræt førte CCB-spilleren Casper Brandenborg 15-13 over Frands V. Pedersen. Der gik rygter om, at Frands fik doblet ind, og at der til tider lugtede fælt af gammon i lokalet. Men, men, men, Brandenborg ville det anderledes, og med en sejr på 17-13 sikrede han Casino Copenhagen Backgammon minimum endnu en sæson i eliten.

Casino Copenhagen Backgammon vs Royal Casino Århus
Steen Grønbech - Søren Bladt 4-17
Karsten Bredahl - Christian Bladt 17-7
Jess Danielsen - Klaus Jensen 17-8
Casper Brandenborg - Frands V. Pedersen 17-13

PO 2; Roskilde BgK overtasger The Jokers plads i 1. division
I play off 2, der blev afviklet lørdag den 21. april på Café AE, skulle The Jokers, Roskilde BgK og Lødigt II kæmpe om en plads i 1. division, der før første terningkast tilfaldt The Jokers. Silkeborg, der blev nummer to i 2. division vest, var egentlig også inviteret til festen, men de meldte afbud.

For at undgå at et hold skulle sidde over, blev turneringen mellem de tre hold afviklet med et nyt format, hvor hvert hold over to runder spillede to enkeltkampe mod hver af modstanderholdene på samme tid.

Med en samlet score på 2-6 var The Jokers aldrig tæt på at forsvare deres plads i 1. division. De tabte 0-4 til Lødigt II og 1-3 til Roskilde BgK. I den sidste kamp vandt Roskilde 3-1 over Lødigt II, hvorefter begge hold endte på
5-3. Dermed går pladsen i 1. division til Roskilde BgK, da de var bedre end
Lødigt II i det indbyrdes opgør.

Dagens skrappeste folk var Peter Lego Fursund, Roskilde BgK, og Jens H. Christensen, Lødigt II, der begge vandt to kampe.

Resultater play off 2
Roskilde BgK 5-3
Lødigt II 5-3
The Jokers

PO 3: Ringsted IV sender Brønshøj ned i 3. division
Den tredje og sidste play off blev afviklet søndag den 22. april i Ringsted. Her skulle Familien Nemesis II og Brønshøj forsøge at forsvare deres pladser i 2. division Øst mod Ringsted IV.
Old Players, der blev nummer tre i 3. division øst A havde meldt afbud.

De tre hold kæmpede om to pladser. Efter nogle spændende og meget tætte kampe stod det klart, at Brønshøj måtte overlade deres plads i 2. divison til Ringsted IV, mens Familien Nemesis II sikrede sig endnu en sæson i 2. division øst.

Dagens topscorer blev Kristian Helio, Familien Nemesis II, der vandt begge sine kampe.

Bemærk i øvrigt, at Ringsted i holdturneringssæsonen 2018/2019 vil have alle fire hold placeret i 2. division øst.

Resultater play off 3
Familien Nemesis II 5-3
Ringsted IV 4-4
Brønshøj 3-5

Tillykke til alle vinderne.

Optakt til pokalturneringen 2018

Af Taus Bøytler

Nederst: Familien Capulet, der vandt pokalturneringen i 2017,
fra venstre: Kristian Helio, Mark Larsen, Frederik Sevelius og Jesper Johansen Meisner
Foto: Thomas G. Johannesen
Hele 46 hold er klar til 2018-udgaven af pokalturneringen. Men hvem vinder? Og hvem kan vi med fordel holde et ekstra vågent øje med? Ingen stress. Nyhedsbrevet giver dig svarene.

Tabellen lyver aldrig (og så alligevel...)
Lad os først drage vestpå. I vest, der i nærværende kontekst skal forstås som Jylland og Fyn, er syv hold klar til at kæmpe om den eftertragtede finaleplads til stævnet for de otte bedste hold. For det utrænede øje kunne det godt se ud til, at Horsens (seedet 2) og Team Casino Munkebjerg (seedet 3) er de mest oplagte bejlere til at nappe vestpladsen i kvartfinalerne. 

Og tabellen, her forstået som seedningen, lyver selvfølgelig aldrig helt. Alligevel har jeg en god fidus til Odense Chang 1 (seedet 12), der med Niels Fløjborg, vinder af 6. Nordic "Wide" Open (1994), og Daniel Sørensen har et par skrappe folk, der uden tvivl kan gøre det svært for alle andre hold.

Den bedste pokalspiller i forbundets historie
Tager vi mod øst, her forstået som Sjælland og Malmö, lyder den lette konklusion, at der er mange bejlere til de syv pladser i kvartfinalerne. Her er det især værd at bemærke, at Roskilde BgK (seedet 14) ser meget stærke ud. Holdet er netop rykket op i 1. division, og i den bundrutinerede Klaus Rydeng har de den bedste pokalspiller i DBgF´s historie.

I første runde har Rydeng og co. bye, hvorefter de skal møde vinderen af opgøret mellem Mama Lustra (seedet 21) og Malmö Parvati BG (seedet 46, altså dårligst). Mit kendskab til den svenske trup er begrænset til Linda Sjörin, der altid deltager i Nordic Open. De øvrige spillere ringer ingen klokker hos nærværende skribent, og Mama Lustra må naturligvis påtage sig favoritværdigheden i det opgør.

Kun en tåber frygter ikke Rulle Marie
Hvad ellers? Kun en tåbe frygter ikke Rulle Marie (seedet 20) i pokalturneringen. Holdet er godt nok netop rykket ned fra elitedivisionen, men tag ikke fejl: Holdet, der holder til i en biograf i Værløse, er ekstraordinært giftige, når der er pokalbackgammon på menuen.

Rulle Marie får dog kamp til stregen med det samme. Efter en velfortjent bye venter Langebro (seedet 15), der netop er rykket op i elitedivisionen igen.

Hvor er Lødigt?
De forsvarende Danmarksmestre fra Lødigt glimrer ved deres fravær i pokalturneringen, mens Familien Nemesis, der vandt sølv i den netop afsluttede holdturnering igen i år stiller op under de to navne Familien Nemesis Montaque (seedet 7) og Familien Nemesis Capulet (seedet 7). Og jo, du husker skam rigtigt: I 2017 vandt Familien Nemesis Capulet pokalturneringen.

Spoiler alert: Roskilde BgK går hele vejen
Meget kan ske. Der kommer til at komme et hav af overraskelser. Og i pokalfinalen 2018 vinder Roskilde BgK 5-1 over Odense Chang 1. Husk, at du læste det her i nyhedsbrevet. 

Her kan du ser lodtrækningen til pokalturneringen 2018.

René Andersen gør rent bord i fotokonkurrencen

Af Pernille Rosendal, på vegne af fotokomiteen

Vi har tilladt os at beskære lidt i dem så I kunne se dem alle...
Øverst fra venstre: "Vinder", "freestyle" og "taber"
Nederst fra venstre: "fokus" og "hygge"
Fotos: René Andersen
René Andersen, der også er kendt som en af hjernerne bag Drawboss, var helt overlegen i fotokonkurrencen, hvor han sejrede i samtlige fem kategorier (hygge, fokus, taber, vinder, freestyle).

Kvaliteten på vinderbillederne er i top og René Andersen fanger essensen af de forskellige kategorier på en måde, så jeg genkender de følelser der er forbundet med dem.

"Fokus" af Rene Andersen er også kåret som det absolut bedste foto og dermed har René Andersen gjort rent bord og vundet 10 års gratis medlemskab af DBgF! Tillykke!

I alt fire fotografer deltog i konkurrencen.

Claus Steensgaard - en stjerne fra fortiden

Af Taus Bøytler

Stensgaard (tv) i aktion til Nordic Open 2011
Fotos: Henrik Bodholdt
Han var kendt og frygtet for sit gode humør og for sin evindelige tro på, at det næste  slag ville blive en ultimativ joker. I dag bor han på Bornholm og er stoppet med at spille backgammon. Nyhedsbrevet har mødt Claus Steensgaard til en snak om fortidens sejre, gode minder og livet på Bornholm.

Hvordan opstod din interesse for backgammon i sin tid?  

Claus: "Min søster var et år i USA og kom hjem med spillet, og både min salige far og jeg blev lynhurtigt bidt af det. Så på en cafe i Randers var der mulighed for at spille Carlsberg Cup. Vi deltog begge og jeg blev runner-up. Næste år deltog vi begge atter og vandt begge retten til en masse øl og terninger på Carlsberg. Her var jeg meget heldig og nåede ret langt. Slog blandt andet en af stjernerne ud, Emil Malek, men måtte strække våben i kvartfinalen."

Du spillede din foreløblig sidste backgammonkamp tilbage i december 2012. Er du ved at planlægge et comeback?  

Claus: "Nej det er der ikke planer om. Jeg var meget bevidst om at have spillet min sidste dyst for mange år siden. Jeg var i forvejen metaltræt, og da jeg så tabte to 17’ere i streg, og fik den der kvalme følelse af uheld og brok, så vidste jeg at det var slut. Den suverænt diametrale modsætning til sejrens sødme."

I holdturneringssæsonen 1998/1999 vandt du guld sammen med High Point Hustlers. Hvordan husker du tilbage på den oplevelse?  

Claus: "Ja ret overraskende for alle andre end os, så vandt vi. Der var blandt andet drabelige opgør med daværende Williams, og i en ret altafgørende dyst slog jeg Michael Jourdan. Jeg var helt nede i sækken i et holdespil, men igen var jeg usandsynlig heldig, som vores spil jo nogle gange kan være.

Hvad er den største oplevelse du har haft med backgammon gennem årene?  

Claus:  "Jeg har haft mange herlige oplevelser og været så heldig at møde gode venner og andre iøjnefaldende personager. Min ven, Karsten Schmidt, som jo desværre døde alt for ung (han blev 42), førnævnte Michael Jourdan, alle de ‘store’ fra dengang. Navidi som altid blev sur på mig. Henrik Bodholdt, hele Århusklanen, de sagnomspundne herlige Gamses Venner, Paul Magriel med sin ‘kvak kvak’, den skarpeste pen ‘El Bee Jay, Chris Ternel, Erik Gravgaard, Karsten Bredahl. Mange mange gode og sjove minder.  
 
Den bedste oplevelse? Det er to. Dels da jeg anden gang deltog ved finalemesterskaberne i Carlsberg-Cuppen og blev nummer 4. Jeg kom træt hjem med penge på lommen, sponsorgaver i form af tasker, ure og den slags, samt ikke mindre end 10 kasser øl. Det var ret stort for en ung novice. Den anden oplevelse er mere nutid. Det var til NO, og jeg havde i sidste øjeblik dannet et hold til Teameventen. Vores hold ‘Træk vejret’ løb af med sejren og i min dyst, som så blev den afgørende, måtte jeg afgive et frit skud til endnu en af de yderst dejlige mennesker i Dbgf, ‘Bosse’ og alle ventede bare på den berømte ‘Hammer’. Bosse selv, smilende som altid, havde rejst sig og på ægte højdespringermaner fik han de mange ugler til at klappe med i takt. Men øv for ham.
"

Du er bosat på Bornholm. Hvad får du tiden til at gå med der?  

Claus:  "Nu bor jeg på Bornholm med en hulens masse unger og min kæreste, Frk. Holm, og har kun set én cafe hvor man kan spille backgammon. Men det trækker ikke. Jeg anmelder tegneserier og teaterstykker, og er lærer på en privat idrætsskole.

Marc Olsen: "Visionen er 1.000.000 brugere"

Af Taus Bøytler

Der er kælet for layoutet på www.BackgammonGalaxy.com
Fotos: Marc Olsen
Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Marc Olsen, forfatter til flere bøger om backgammon og vinder af Nordic Open 2014, har arbejdet i kulissen med en hjemmeside, hvor folk skal kunne tæske hinanden i backgammon og samtidig blive klogere på spillet.

Nu går hjemmesiden, www.BackgammonGalaxy.com, snart i luften. Nyhedsbrevet har mødt Marc Olsen til en snak om det ambitiøse projekt.

Du har længe arbejdet med hjemmesiden BackgammonGalaxy.com, hvor folk kommer til at kunne spille gratis mod hinanden. Hvad fik dig i sin tid til at gå i gang med projektet?

Marc: "Jeg startede dette projekt, fordi der ikke er et globalt online sted for backgammon. Det eksisterer simpelthen ikke. Skak har chess.com, poker har Pokerstars, men backgammon har intet. Det er en skam, da Backgammon er verdens næststørste brætspil, og sporten har udviklet sig meget igennem de sidste ti år med diverse turneringer, ranglister og PR ranglister.

Man går ikke i gang med sådan et kæmpe projekt uden en kæmpe passion for produktet. Vi startede så småt med at lave designet og udtænke funktionaliteten for 2.5 år siden, og vi har været i gang med at kode det op det sidste års tid.

Hvis Backgammon nogensinde skal få et boom, som vi så med Poker for 15 år siden, så skal der være en platform for alle de potentielt nye spillere. Uden sådan en platform er der 0% for det sker.

Derfor mener jeg at backgammongalaxy.com spiller en vigtig rolle for sporten generelt. Vores site er spækket med alle de lækreste features. Alt sammen for at tiltrække så mange spillere som muligt, så vi kan løfte backgammon op til det niveau som det burde være på.

Man kan spille gratis på vores site, men jeg håber inderligt at folk vil støtte op om sitet ved at blive Gold Members, som kommer til at koste mellem 5 og 10 euro om måneden i abonnement. Det er ikke bare velgørenhed, vi har lavet så mange fede features at det er et easy take for en seriøs spiller.
"

Hjemmesiden indeholder en blunder database, der har hele 16 kategorier. Bliver det ikke uoverskueligt med så mange forskellige kategorier?

Marc: "Funktionaliteten med en blunder database er den bedste måde at studere sine fejl og lære alle facetter af spillet. Det er en metode næsten alle stormestre benytter sig af, og vi har så automatiseret hele processen, så spilleren på få sekunder kan tilgå sine blunders i kategoriseret format.

Vores ai algoritme indentificerer, hvilken positionstype blunderen er begået i, og så bliver den lagt over i spillerens personlige database.

16 kategorier er faktisk ikke så mange kategorier, når man tænker på spillets kompleksitet. Vi har prøvet at holde det simpelt. Det gælder om at vi mennesker skal kunne genkende hvilken positionstype vi spiller, og dermed anvende de rigtige strategier til at finde de bedste ryk.

Jeg kan garantere, at hvis man spiller regelmæssigt på BackgammonGalaxy.com og man benytter sig af vores analyse modul og blunder database, så vil man forbedre sit spil helt vildt meget på kort tid.
"

Du vil introducere et nyt ratingsystem. Kan du fortælle lidt mere om, hvad det går ud på?

Marc: "Ja, vi introducerer den nye Galaxy Rating. Problemet med alle ratingsystemer op til nu er, at udfaldet af backgammonkampe er primært drevet af held.

Dvs. når Mochy spiller imod min farmor, så vinder min farmor nogle gange bare pga. terningerne. Det betyder at der er meget lille spredning i hele ratingsystemet fra bund til top, samt det er meget tilfældigt hvem der rent faktisk ligger nr 1. I skak har de ikke dette problem, da held betyder utrolig lidt i fht spillets udfald.

I stedet for ELO rating er error rate ranglister blevet mere populære, men vi mener, der er mange problemer ved at rangere ud fra gennemsnits error rate: manipulation af ryk for at opnå simple spil, man spiller for at minimere sin error rate, frem for at udnytte sin modstander, hvis man taber på tid får man en resign fejl, hvilket smadrer hele dit gennemsnit (i online spil, er time out og disconnection et reelt problem).

All in all synes vi, gennemsnits-error rate er for usexet og robotagtigt, og ikke relaterer sig direkte til, hvor god man er til at slå sin modstander.

Så vi satte os for at finde et bedre system. Et system hvor det gælder om at udspille sin direkte modstander, ligesom i skak. Et system som belønner udnyttende spil og ikke straffer dem. Et system hvor den bedste spiller næsten altid vil ligge nr 1 på ranglisten. Et system hvor din rating svarer til dit egentlige skill-niveau. Vores løsning er så blevet til Galaxy Rating.

Galaxy Rating fungerer som følger:
Det er en ELO-ratingformel vi benytter os af, som tager højde for begge spilleres rating, og kampens længde. Men forskellen i mellem normal ELO og Galaxy Rating er, at man vinder kun ratingpoint fra sin modstander, hvis man både vinder kampen OG spiller lavest error rate i kampen. Dvs. hvis Spiller 1 vinder kampen, men Spiller 2 har spillet lavere error rate, så er det ”rating remis”, og ingen rating point bliver udvekslet.

Man kan kun have Galaxy Rating i et univers hvor alle kampe bliver analyseret af en ai. Vi har lavet en samarbejdsaftale med Extremegammon, så alle ryk på hele sitet bliver analyseret af Extremegammon. Det betyder i øvrigt også, at du aldrig behøver at åbne din PC for at analysere dine spil i XG, du kan bare gøre det direkte på vores site, med din smartphone eller web browser.

Vi havde en lang debat med adskellige stormestre om man skulle bruge MWC (match winning chance) lost eller error rate til at vurdere ”hvem har spillet bedst i kampen”, og vores konklusion var at error rate er klart det bedste mål, selvom der ikke var 100% enighed. Til dem som er interesseret i den debat, kan jeg poste et indlæg på facebook på et senere tidspunkt.
"

Hvor er BackgammonGalaxy.com om et år, hvis alt går, som du håber på?

Marc: "Vores første milestone er at launche en beta version, hvor alle funktionaliteter er gratis. I denne periode vil vi stadig udvikle på sitet, og forbedre det. Vi håber at kunne samle hele kernemiljøet af verdens backgammon forbund til at spille på vores site, så det skulle gerne kunne få os op på 5.000 brugere.

Næste milestone er at launche den fulde version, hvor Gold Membership kommer til at koste et månedsabonnement. Her begynder vi vores reklamekampagner, og forsøger at nå ud til folk, som ikke tidligere har været backgammonspillere, samt samle alle amatørspillere, som spiller på dårligere mobile apps til at komme og spille på vores site.

Tredje milestone er at ramme mainstream markedet, så vi virkelig udvider den samlede mængde af backgammonspillere world wide. Hvis det kan lykkedes at penetrere mainstream, så kan man drømme om 500.000 eller 1.000.000 brugere. Dette er visionen.
"

Kommer det til at koste noget at benytte hjemmesiden?  

Marc: "I vores beta version kommer alt til at være gratis. Når vi rigtig går i luften, så kan man enten være Free Member eller Gold Member. Som Free Member kan man spille så længe man har Galaxy Coins på kontoen. Hvis man løber tør, skal man enten købe nogle nye coins for at spille videre, eller vente til næste dag, hvor man kan få en gratis re-load bonus. Stærke spillere kan formentlig akkumulere Galaxy Coins, så de aldrig behøver at betale for at spille.

Som Free Member har man ikke adgang til vores analyse tools, dvs. ens Galaxy Rating bliver evalueret med 1-ply i stedet for 3-ply, man har ikke adgang til at se sine kampe igennem, man har ikke adgang til sin blunder database, man har ikke adgang til den interaktive ai tutor.
"

Hvornår går I i luften?

Marc: "Vi håber at have vores Beta version klar i løbet af sensommeren, og vores fulde version kommer formentlig 3-6 måneder efter det. Bare rolig, vi skal nok spamme de sociale medier til når vi går i luften, så jeg forventer ikke at der er nogen som overser det. :) I skal glæde jer til at prøve sitet, det bliver et fantastisk produkt for backgammonsporten. Ligeså snart vi launcher vores beta version, så kan alle gå ind på sitet, oprette en konto og spille løs!"

Backgammon - et Abakusspil, del II

Af Alexander Auer, oversættelse: Sally Larsen

Alexander Auer har gjort sig en masse spændende tanker om backgammon
Fotos: Doris Auer og Adam Ries

 
Her kommer den anden del af min forskning, om hvorfor spillet backgammon sandsynligvis ikke var opfundet som et spil, men stammer fra beregningenstavler opfundet af sumererne.

På grund af sumererne spiller vi backgammon i dag.

På grund af Sumererne har vi 360 grader i en cirkel, 12 måneder hvert år, 60 minutter i en time og 7 dage om ugen.

7? Hvorfor er det sådan?

De primære guder
Nå, deleligheden af 60 (med 2,3,4,5,6,12,15 og 30) var et vigtigt aspekt for det seksagesimale system, men der er mere!

Sumererne havde 7 primære guder. Solen, månen, Merkur, Saturn, Jupiter, Venus og Mars.

Disse 7 var de vigtigste stjerner i den sumeriske kultur. Solen og månen forklarer sig selv, de andre fem planeter, er dem der kan ses med det blotte øje og de skiller sig tydeligt ud fra de faste stjerner i størrelse og lysstyrke.

Langsomme himmelguder
I dag ved vi, hvorfor Sumererne udviklede det seksagesimalesystem.

De gjorde det ud fra den tid det tog de to langsommeste himmelguder, Jupiter og Saturn, at komme igennem stjernetegnene, på henholdsvis 12 og 30 år.  

Det mindste almindelige fælles multiplum af 12 og 30 er 60!

Det ville tag Jupiter 60 år at fuldføre 5 cyklusser og Saturn 2.

Jupiter og Saturn forbindes
Sumererne var fascineret af tanken om "5 + 2", da dette er 7 og har ingen divisorer. Og de så deres forbindelse til deres guder i det faktum, at mennesket har 2 hænder med 5 fingre på hver. 2 og 5, samt de 7 guder i himlen, den fantastiske sol, den lige så iøjnefaldende måne, og udover dem bare 5 mindre guder.

Resultatet af 12 (Jupiter) og Saturn (30) er 360! Derfor opfandt Sumererne 360 grader i en cirkel.

Opdelingen af stjernetegn i 360 grader, betyder Jupiter krydser 30 grader på et år og Saturn 12 grader, derved forbindes perioderne for guderne Jupiter og Saturn.

En grad pr. dag
Det tager Solen et år at komme igennem stjernetegnene. Jupiter vil kun kunne komme 1/12 igennem på den samme tid. Derfor opdelte sumererne deres år i 12 måneder. Solen kommer igennem afstand på en måned som Jupiter kommer igennem på et år. Der ved forbindes perioderne på Jupiter og solen. Idet det ville tage solen 30 grader at komme igennem stjernetegnene på en måned, delte de måneden i 30 dage, hermed perioden for Saturn. Solen kommer cirka ca 1 grad igennem hver dag.

Sumererne vidste alt dette, men de vidste også at året havde faktisk 365 dage.

Så nu ved vi, hvorfor vi har 7 dage i hver uge. Sumerernes 7 guder, 2 og 5, to hænder med 5 fingre på hver.

Solen, månen og de faste stjerner
Tilbage til Backgammon, Abakusspillet...

Jeg er overbevist om, at den oprindelige opsætning af brikkerne blev opfundet meget tidligt, på et tidspunkt da troen på guderne, som beskrevet ovenfor (2 + 5 = 7) var stadig ren. Stillingen med 2 småsten på etpunktet skete ud fra et synspunkt at det repræsenteret solen og månen. De fem næste småsten på vores 6 punktet (halvdelen af 12) repræsenterer de 5 andre guder, derefter kendt som faste stjerner.

Guddommelige stjerner
De 5 småsten på vores midtbane (på 12 punktet) står for de 5 fingre en hånd, hvilket havde stor betydning, fordi sumererne så sig selv forbundet med guderne på denne måde. To gange 5 fingre på hver hånd, 7 guddommelige stjerner.

2 brikker, 5 brikker, 5 brikker.

Det antages, at det romerske spil "Spillet på de 12 linjer" blev spillet med 12 brikker, men den senere udgave af “Tabula" blev spillet med 3 terninger.

Tabula
Derfor er jeg overbevist om, at den tredje terning i Tabula varianten, skulle skabe mere spænding i spillet. Men en tredje terning modsiger den indre logik i spillet, fordi 2 terninger tilsammen har 12 tal.

Senest tror jeg at når "Tabula" blev udviklet til de såkaldte "tabeller", at modsigelsen med 3 terninger blev korrigeret og det blev derefter igen spillede med bare 2 terninger.  Spillet fik mere variation gennem yderligere brikker. Jeg mener derfor, med indførelsen af tre extra brikker, forsvandt den tredje terning.

Sjov med tal
Nå, spørgsmålet er hvorfor nøjagtig tre brikker blev tilføjet?

Jeg har tænkt over det længe og fandt, at dette passer perfekt ind i tankegangen omkring spillet. Tre extra brikker betyder, at vi nu har 15 brikker. 15 er den næste divisor i 60 efter  nummer 12. 15 er også summen af alle ikke-trivielle divisorer 12 (det centralle nummer i vores spil). Og mere. Tilbage til kun 2 terninger, 15 er antallet af kombinationer, der forekommer to gange. 21 ruller med to terninger er faktisk unikke (fra 36 i alt).

Tre brikker på ottepunktet et must!
Hvis jeg ønsker at forblive med de magiske 12 (fra duodecimal systemet) og hvis ingen brikker må stå alene, hvis de hellige placeringer som etpunktet, sekspunktet og midtbanen ikke må blive forstyrret, er den eneste måde at tilføje 24 pips er ved at placere 3 brikker på 8 punktet.

I modsætning til det hårde fakta, er mine kommentarer omkring opstilling af brikkerne ikke bevist. Men min konklusion er i overensstemmelse med logikken i resten af spillet.

DBgFs platforme

Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
BLIV MEDLEM AF DBGF
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © *|2015|* *|LIST:DBgFs  Nyhedsliste|*, All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysniger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp