Copy

Juli 2022

Kommende turneringer 

13.8. 21. Svendborg Open - Ny i kalenderen 
20.8. Vesterbro Post Post Corona Corona Masters - Ny I kalenderen 
27.8. 3 Kamp for 2-mands hold 
10.9. BG 1/2 Marathom udsolgt

Månedens mantra

Af Lene Espersen

Diversificering

Jo bedre en spiller er, jo mere sandsynligt er det, at han får et godt rul på enhver tilfældig tur; Gode spillere ruller godt, fordi de har gjort sig umage for at opnå positioner, hvor så mange rul som muligt er gode rul.

 
- Walter Trice (fra Backgammon Boot Camp)

Jafehvand og Dalgaard sejrede i Ringe

Af Taus Bøytler

Nederst til venstre: Vinderholdet. Fra venstre: Khosrow Jafehvand og 
Gitte Dalgaard
Nederst til høje. Runnere up. Fra venstre: Christian Munk-Christensen og Daniel Sørensen
Fotos: Kenny Glud Nissen, Søren Nielsen, Taus Bøytler
Det helt store spørgsmål, når man tager afsted på tur sammen, er altid: Har vi mon en kommende vinder blandt os? Og således gik snakken da også lystigt, da fem friske Københavnere en tidlig lørdag morgen kørte mod Fyn for at deltage i Åbne Fynske Doubles i Ringe. 

Men hov, tænker den opmærksomme læser sikkert: "Hvorfor dog køre et ulige antal til en doubles-turnering"? Og det ville skam også være underligt under normale omstændigheder, men ikke denne dag. For mens dagens chauffør Jesper Mølgaard havde allieret sig med Pia Jeppesen, og Khosrow Jafehvand skulle spille med Gitte Dalgaard havde nærværende skribent valgt at slå pjalterne sammen med den jyske superstjerne og stormester Kenneth Olesen. 




Bagsædet. Fra venstre: Pia Jeppesen, Taus Bøytler og Khosrow Jafehvand. 

20 hold klar til start 
Turneringen blev afholdt på Gluds Café, hvor caféejer, entreprenør og backgammonentusiast Kenny Nissen bød de 20 deltagende par velkommen. Formatet var som altid fem runders monrad med individuelle kampe til 9 point, og bookmakerne havde den stærke Team Casino-duo Christian Munk-Christensen og Daniel Sørensen som forhåndsfavoritter.  

Mange studentervogne
Gluds Café udgjorde også denne gang den perfekte ramme for en god backgammonturnering. Der var både mulighed for at spille inde og ude, og der var ikke et øje tørt, da der blev serveret assorterede stykker smørrebrød.

Dagen lang gjaldede den lystige røst fra mangt en studentervogn, der kørte forbi caféen. Om der ligger 15 gymnasier i Ringe, eller om Ringe blot er et helt centralt knudepunkt på Midtfyn, ligger ud over, hvad denne Københavner vil forsøge at gøre sig klog på. Men festligt var det. 


Spænding til det sidste 
Da slaget skulle afgøres havde Gitte Dalgaard og Khosrow Jafehvand lagt sig solidt i spidsen med syv af otte mulige sejre, inden sidste runde, hvor de skulle kæmpe mod Lars-Henrik Braun og Mikael Greholm. I feltet lige efter skulle forhåndsfavoritterne Christian Munk-Christensen og Daniel Sørensen møde Kenneth Olesen og nærværende skribent. 

Med en suveræn og overbevisende sejr på 2-0 sikrede Gitte Dalgaard og Khosrow Jafehvand sig den samlede sejr med ni sejre ud af ti. Gitte gjorde rent bord, mens Khosrow i løbet af dagen tabte til Christian Munk-Christensen (der ligesom Gitte vandt alle sine kampe). 

Andenpladsen gik til Christian Munk-Christensen og Daniel Sørensen, der ligesom flere andre hold, sluttede på syv ud af ti sejre. De havde dog den bedste korrektion. 

Hvem spurtede bedst? 
Hvis folk så troede, at der ikke var mere spænding tilbage i turneringen.... Ja, så tog de grueligt fejl. For det manglede fortsat at blive afgjort, hvem der skulle vinde spurtprisen, altså den pris til det hold, der klarede sig bedst i de sidste to runder uden samtidig at komme i pengene. 

To hold kunne drømme om at gøre sig fortjent til denne kæmpe hyldest. For både Jens Ostermann-Petersen og Mikael Krakus samt min egen ringhed i selskab med Kenneth Olesen havde vundet tre af fire kampe i de sidste to runder. Det hele skulle derfor afgøres i den anderkendte og yderst underholdende disciplin: Højeste terning. 

Her skulle jeg battle mod Jens, der foreslog, at vi rullede på samme tid. Men nej, nej, den lavede han ikke på mig. Jeg insisterede på, at Jens rullede først. Og hvad rullede han så? En sekser? Nej! En femmer? Nej! Han rullede en toer. Ikke sådan voldsomt imponerende. 



Der skulle rulles højeste terning om, hvem der skulle vinde spurtpræmien. Fra venstre: Jens Ostermann-Petersen, turneringsleder Kenny Nissen og Taus Bøytler. 

Sikker indsats 
Presset var derfor på mine skuldre. Selvfølgelig var jeg stor favorit til at komme bedst ud af dysten. Omvendt behøvede man jo ikke at have taget et fire ugers onlinekursus i krisepsykologi for at regne ud, hvilken fatal ydmygelse det ville være, hvis jeg slog en etter. Heldigvis klarede jeg presset til både U og G og slog en firer, der sikrede mig og min makker den eftertragtede spurtpræmie på to flaskeøl og to flotte glas fra caféen. 


De helt suveræne vindere af spurtpræmien. Fra venstre: Kenneth Olesen og Taus Bøytler. 

Således var alle resultater faldet i hak. Kenny Nissen takkede for en god turnering, og folk kunne drage hjem mod de dele af landet, hvor de kom fra. 


Gitte Dalgaards fem sejre


Khosrow Jafehvand fire sejre 


En drink til hjemturen 
Inden vi brød op, fik jeg forhandlet en G&T to go ned fra 85 til 60 kr, og så var det ellers afsted. 

Mens vi andre i bussen var godt trætte efter en lang dag benyttede Pia Jeppesen tiden til at indtaste sin kamp mod den næsten lokale Kenneth Friis. Sikke en dedikation! 


Selv om klokken var mange, da turen atter gik hjem mod København, brugte Pia Jeppesen noget af tiden på at indtaste en af dagens kampe. 

Og således gik det hele altså rundt regnet, som det plejer at gøre. Nogle vandt, andre tabte. Nogle var glade, andre skuffede. Men det havde været en god (og lang) dag på Gluds Café i Ringe. 

Besøg fra fortiden til Hampen Open

Af Esben Muhlig Sørensen

Det var mere eller mindre tilfældigt,
at Peter May kom til at deltage i Hampen Open 
Foto: Esben Muhlig Sørensen
Da jeg fredag formiddag kom kørende på vej til kroen, vidste jeg på forhånd, at det ville blive en travl og begivenhedsrig dag.

I forbifarten passerer jeg en langhåret gut, på en gammel long john cykel fyldt med kufferter, mit hoved er fyldt med tusinde småting, som jeg "lige" skal nå at klare inden Backgammonfolket kommer til aften, så jeg tænker ikke så meget over det, før jeg en lille times tid senere ser selvsamme cykel, ført af den indtil videre ukendte mand, dreje ind på kroen.

Er det her, der er backgammon?
Ind på kroen kommer Peter May, som han præsenterer sig, hen til mig, og spørger; er det her, der er Backgammon? Jeg skænker en kop kaffe til Peter og mig selv, og sætter mig ned.

Peter fortæller, at han har efterladt sin vinterlejlighed på Langeland, og de næste mange måneder skal gå med at cykle rundt i danmark. Først skal han dog lige til Nørresundby, for at få lavet et nyt baghjul til cyklen. Med 10 km/t og 5 timers cykling om dagen, tager det noget tid.

Massiv regn og omtale i avis
Peter fortæller, at han siden onsdag havde været strandet i Nørre Snede, på grund af massiv regn, og når man har hele sit liv pakket ned i 3-4 kufferter, så er det rimelig træls, at det hele bliver gennemblødt.

Peter havde i Nørre Snede fundet sig en shelterplads, og da han skulle tænde op i bålet med den "lille lokale avis", ser han et opslag om Hampen Open, og det fanger straks hans interesse.

Hurtig hjælp fra sekretariatet
Han fortæller, at han for 20-25 år siden spillede Backgammon i holdturneringen, sammen med Aalborg Nice Dice, og nu hvor chancen pludselig bød sig, og han som sådan ikke havde noget han skulle nå, ville han afsætte weekenden i Hampen.

Vi får sammen sat os ved computeren og oprettet en profil på DBgF, og sendt en mail afsted til sekretariatet, om de kan hjælpe med at finde hans gamle medlemsnummer. En halv time senere kan vi logge på, og se hans gamle profil. Rimelig effektivt sådan en fredag eftermiddag.

Ikke helt offline
Peter Insisterer på, at han skal stille op i mesterrækken. Jeg er lidt skeptisk, men han forsikrer mig, at han har holdt sit spil ved lige på snowie, som han ofte tager et spil på, når han er på farten, og har strøm på hans bærbar.

Han er ikke helt offline fortæller han, og har da også en telefon, med farveskærm, dog uden internet. For Peter handler det om at kunne trække stikket, og koble helt fra, og da jeg venligt forklarer ham, at man jo godt kan få en long john med batteri, bliver det hurtigt skudt ned, for så er han jo afhængig af el, og hele formålet er at være uafhængig.

Glædeligt gensyn
Vi får hen ad eftermiddagen kigget på deltagerlisten, og det viser sig hurtigt, at han kender flere af deltagerne. Han havde jo spillet sammen med Philip Hayles og de andre Ålborg drenge og udbryder også, at han selvfølgelig kendte Peter Stampe (Hvem kender ikke Stampe?)

Godt fra start
Fredag aften går Peter ind i freerollen til mesterrækken, først vinder han over Carsten Jensen, herefter Bjørn Kroghsbo, så han må jo ha holdt spillet lidt ved lige på snowie, som han sagde. I hans 3. kamp løber han ind i sin gamle ven, Peter Stampe.

De to bliver hurtigt enige om at det nok bliver Peter som vinder... Stampe, ender med en vis portion held, med at slå May ud. 

Lørdag fik Peter May dog revanche og vandt over Stampe, inden han tabte til Kenneth Olesen for sidenhen at blive slået helt ud af sin gamle holdkammerat, Philip Hayles.


Mister Magic
Om det var den skrukke and som holdt Peter May vågen i skuret hvor vi havde indlogeret ham, så han slap for at slå telt op sidst på aftenen, eller det var Stampes usandsynlige held, der gjorde udslaget vides ikke, men det er jo ikke uden grund at Stampe går under navnet "Mister Magic".



Videre med kufferterne
Da Peter May spillede Backgammon for 20-25 år siden, foregik det uden ur, så han valgte at springe speed turneringen over, så efter morgenmaden sagde han farvel og på gensyn, og steg på sin gamle long john med hans liv pakket i sine kufferter. Han havde en bekendt i Vrads han lige skulle nå omkring inden han skulle tilbage på sporet mod Nørresundby og et nyt bagdæk.

Jeg tænker, at Hampen Open må være den første turnering i Danmark, med en deltager som har tilbagelagt 192 km på cykel for at deltage.

Peter Hallberg: "Min deltagelse i UBC Contender-turneringen" - del tre af fire

Af Peter Hallberg

Foto: Peter Hallberg
Dette er del tre af fire af den tidligere verdensmester Peter Hallbergs beretning om sin deltagelse i UBC-contender-turneringen i Istanbul. Den første del kan læses i nyhedsbrevet fra maj 2022, mens den anden del, ikke overraskende, kan læses i nyhedsbrevet fra juni 2022.

Turneringen set indefra

Intet i verden er gratis. Succesen med at slette backgammon-skelet og alt min gamle viden, har den uheldige konsekvens at der ikke er noget der er automatisk, da jeg er i tvivl om alt.

Alt er nu en bevidst proces, hvor jeg skal rationalisere, huske og bearbejde den nye viden, mens jeg spiller. Det er ufatteligt energikrævende og kræver høj fokus, hvilket er meget svært at holde i lange kampe. Jo mere der trænes og arbejdes med det, jo mere bliver automatiseret.

Det vigtigste lige nu er, at det er den rigtige viden, der automatiseres og danner skelet som passer til den måde, man tænker backgammon på i dag.

Niveau
Træningen havde fået mig ned på et niveau på lige over 5,0, så længe jeg kan holde fokus. Derfor var min forventning til turneringen ca. den samme, da jeg skulle spille under nærmest perfekte forhold.

Det ville uden tvivl blive hårdt at spille 5 7p hver dag – 3 dage i træk – med så høj fokus. Der ville nødvendigvis ske fejl og svipsere. Omvendt havde jeg ikke andet jeg skulle, så der var ikke nogen undskyldning for ikke at havde den nødvendige fokus.

Forventningen
Da jeg var seedet bland de 2-3 svageste spillere havde jeg ret få forventninger til points. Der er et point for at vinde kampen og et for at vinde analysen.

Kampene skulle jeg nok kunne vinde 6 af 14 mod feltet. Analyserne så det langt værre ud med. Jeg var tilfreds hvis jeg kunne vinde mere en to analyser.

Dag 1 – Go go go
Førstedagen bød på tre stormestre og de to andre modstandere spillede hhv. 4,0 og 2,8 mod mig. Jeg vandt to matcher, men til min store overraskelse vandt jeg også to analyser. Det var en god start.

Mit snit for dagen var 4,8, så det var jeg heller ikke utilfreds med.

I 3. runde spiller jeg mod Caner Çetin, som jeg ikke kender i forvejen. Vi kommer ud i følgende stilling ved scoren 0-0/7.



Jeg skal spille 63.

Dette er et fantastisk godt eksempel på, hvordan man tænker spillet (skelettet). Jeg giver ordet til mit gamle backgammon-jeg.

”Vi er en smule bagud i ræset efter rykket og vi har det vigtige 20p anker som holder os i spillet i lang tid. Da vi ikke vil smide en bil med på 1p og gerne vil spærre for Blå på 10p er 3eren givet (13/10). Da vi heller ikke kan gå fra det vigtige 20p anker er 6eren også givet (22/16).”

Mit nye backgammon-jeg ser anderledes på stillingen.
”Vi er betragteligt bagud i ræset, så vi skal forsøge at holde så meget kontakt som muligt. Vi har klart stærkere bord og Blå står meget ufleksibelt. Det indikerer, at vi ønsker at lave 10p og vi under ingen omstændigheder rører den brik på 22p. Det efterlader os med 20/14. Flere blots og intet 20p anker, lyder farligt, men Blå har ingen position til at udnytte Hvids midlertidige løse stilling, tværtimod bliver det langt vanskeligere for Blå at spille sikkert og farligt at hitte med returhit alle steder. Kontakt og hittekonkurrence favoriserer Hvid med kæmpe margin. Derfor 13/10 og 20/14.”

Desværre for mig var det mit gamle backgammon-jeg, der var på spil og jeg indkasserer en massiv blunder.

Dag 2 – OMG?!
Anden dagen var en katastrofe. Jeg vågnede op syg om morgenen og skulle beslutte, om jeg ville spille eller trække mig. Jeg var ikke taget til Istanbul for at spille én dag, så jeg håbede på at få det bedre hurtigt.

Desværre gik det ikke sådan og efter en uendelig lang dag kunne jeg trække mig tilbage med et snit på 9,3. Fuldstændig utænkeligt, men ikke desto mindre virkeligheden. Jeg vandt dog en kamp, men det var alt, hvad jeg havde at vise.

Om aftenen sad jeg på mit hotelværelse og var rimeligt frustreret og funderede over situationen. Jeg var noget uforstående overfor, hvorfor jeg var blevet syg. Havde fået nok vand, ikke drukket af hanen, den rette mængde mad og søvn.

Da gik det pludselig op for mig, at jeg ikke havde drukket kaffe i to dage og jeg normalt drikker 10+ kopper om dagen. Jeg løb ned i baren og bestilte to kopper kaffe. Hældte dem i svælget, som var jeg en teenager fredag aften med en håndfuld Mokaï.

En time senere havde jeg det helt normalt igen, altså lige på nær at være på power tilt over dagens resultat.

Dag 3 – Op på hesten igen
Tredjedagen var spændende. Ikke nok med at jeg havde smadret min BMAB-rating det næste år, så skulle jeg se, om jeg kunne rejse mig mentalt og spille nogle gode kampe.

Det lykkedes mig at vinde 3 af dagens 5 kampe og dertil to analyse points. Havde dog en grim kamp mod Schiemann, hvor jeg får spillet mig selv i tidsnød og smider hvad der svarer til 6 blunders i de to sidste spil, der ikke var specielt svære. Dagen ender på 5,9 i snit så det var et nådigt resultat. Havde bestemt solgt den for det resultat før kampstart dag 3.

I sidste runde møder jeg Burak Çulhaci, der flytter meget rundt på brikkerne og gør det meget hurtigt. Forhørte mig hos nogle af de andre, om han ofte rykker forkert og ingen havde oplevet det, og det gjorde jeg heller ikke (alle kampene var video recordet, så det er nemt at checke).

Vi kommer ud i følgende position.



Jeg skal spille 52.

Der er tre muligheder i scope. 3p, to ned fra midten og bare spille en til 6p.

Her er mit nye og gamle backgammon-jeg enige om det forkerte træk, men af forskellige grunde. Mit nye jeg kan godt lide 3p på grund af Blås ufleksible struktur, hvor bedre bord gør det meget farligere at efterlade blots.

Mit gamle jeg kan lide 3p, fordi det prøver at udvide primen mod den ene brik uden for stor risk.

Desværre er begge ideer forkerte. Planen er at holde på Blås bagerste brik. Det gøres ved at holde primen og gøre det svært får Blå at steppe op for at kunne hoppe ud. Jo mindre Blå kan forfølge sin plan om at hoppe ud og løbe hjem, jo mere bliver Blå tvunget til at spille på egen side, hvilket ikke er så nemt med en relativt ufleksibel stilling. Vi giver også Blå 61 og 43 som jokere, når vi laver 3p.

Samlet set – Meh
Alt i alt vandt jeg 6 kampe og 4 analyser og spillede 6,46. Det kan jeg naturligvis kun være dybt utilfreds med, men havde det været enhver anden turnering, havde jeg trukket mig på andendagen.

Ser man på de 10 kampe jeg spillede på dag 1 og 3 vandt jeg 5/10 matcher og 4/10 analyser og spillede 5,3. Det er godkendt, men heller ikke mere end det.

Mens jeg sidder og skriver denne artikel, er turneringen kommet lidt på afstand og det er meget nemmere at se, hvor meget jeg rent faktisk fik ud af deltagelsen. Det vil jeg komme nærmere ind på i næste nyhedsbrev.

Optakt BG 1/2 Marathon 2022

Af Katrine Pawlik & Inga Vigh-Pedersen

De forsvarende BG 1/2 Marathon-mestre. Fra venstre: Mikael Stenstrup, Taus Bøytler og sidst, men absolut ikke mindst, Andreas Becher. 
Foto: Katrine Pawlik
BG ½ Marathon bliver spillet lørdag den 10. september med registreringsstart fra kl. 9.30. Vi glæder os så meget til at se jer!

Masser af traditioner
Den traditionsrige turnering bliver afholdt i den smukke Helsingør by, hvor vi skal spille på Konventum. Huset blev bygget af LO til læring og udvikling af mennesker.

Bygningen strækker sig over 20.000 kvm, og er placeret midt i en 300.000 kvm stor park omkranset af skovarealer og med en betagende udsigt over Øresund. Det første gang der skal tænkes store gammon-tanker i disse historiske fagforenings bygninger, som blev opført i 1969.

De forsvarende mestre ser enormt stærke ud
Selvom vi finder på nye spillesteder ofte, så er der heldigvis faste ansigter, som ses år efter år til Marathon Gammon. Her er et lille udpluk af dette års persongalleri:

Sladderspalteskribenten Taus B og Terningepusheren Becher har igen i år fået udgangstilladelse af baglandet og meldt deres ankomst. Glæd jer til at møde disse to behagelige herrer, som også er de forsvarende mestre sammen med Mikael Stenstrup.
Der er sat Bounty på alle tre!

Godt humør og sludder
De faste og gode stemningsskabere Kedde, Birgit, Bonke, Margrethe og Wilumsen ser vi heldigvis igen i år. Det gode humør og sludderen som vi ved I bidrager med – Ja det er vi vilde med.

Færre talte ord
Hr. Switon meldte afbud i sidste øjeblik sidste år, men mon han tør komme i år? Han har ihvertfald meldt sin ankomst indtil videre. Vi ved at han er hurtig og skarp, selvom mængden af talte ord pr. sekund øjensynligt er blevet færre med alderen.

Fast makker + Kim Vestergaard
Ulla Hansen som er ophavskvinde for den gamle model af BG (1/2) Marathon deltager også igen i år med sin faster makker Jan Larsen. De har taget en FirstMover med sig; Kim Vestergaard.

Gø og Gokke
Saban og Kean (Gø og Gokke) deltager også i år. Kean er vendt tilbage efter lidt protest om kontingent stigning, men han fandt den ekstra 50’er i pungen og kan nu lege med os igen. Vi må håbe han har penge med til baren, ellers må I sørge for at parkere ham på den ‘billige’ bar. Det er herligt igen, at se hans ansigt i backgammonmiljøet.

Revanche til Roskilde Renseri?
Roskilde Renseri melder også sin ankomst igen i år. De satser stærkt på at få revanche imod Taus’ hold, som vandt 8 ud af 9 speed kampe i sidste og afgørende runde mod Roskilde!

Igen i år medbringer de pive dyret Klaus Rydeng og tryllekunstneren Markussen. Det er dog stadig ikke lykkedes Markussen, trods mange års hård trylletræning, heller ikke i år, at trylle pivedyret ud af Rydeng ;o)

Juliánna og ukendte stjerner
Skønne Juliánna som fik sin debut sidste år, har fået købt sig et hold igen i år. Vi må vente i spænding og se hvilke stjerner hun stiller med.

Styr på børnepasning
Tia har også fået børnepasningen på plads og møder kampklar op med Matilde og formanden Pernille.

Udsøgt morgenmad
Vi håber på, at jyder og fynboer møder lige så talstærkt op som sidste år, og måske tager en overnatning med havudsigt og udsøgt morgenmad.
Gammon tilbuddet for et dobbeltværelse lyder på 845 inklusiv dejlig morgenmad.

Kirstine er klar
Kirstine har ihvertfald meldt sin ankomst, og nyder sikkert en skøn udsigt på hotellet med en god flaske vin. Kirstine har taget den gode gamle Max Pohle og Heidi Havmølle med på sit hold.

Kroghsbos bjørne
Bjørnebanden; den rare Bjørn Kroghsbo stiller igen i år op, og med sig har han Christin Skjæran og Ulrik Andersen. Mon bjørnene er nemme at vælte omkuld? Det må tiden vise.

Hvad med den svenske superstjerne?
Thomas Tenland meldte afbud sent sidste år. Måske han har tænkt sig at tage turen over sundet i år? måske fordi han har erfaret, at der skal spilles i Helsingør - hvor svenskere ofte befinder sig.

Hvis vi får besøg af denne ’fremmede, bør vi ikke slå ham for tidligt hjem, når han nu er kommet langvejs fra. Vi må dog godt parkere ham i/på baren...

Keddes Calcutta
For interesserede vil der igen i år blive afholdt Calcutta Auktion (holdene puljes og sælges af to omgange) fra 10.00 – 10.30. Kedde vil være auktionarius.

Bræt, ur og godt humør
Vi glæder os afsindigt meget. Vi ses lørdag den 10. september! HUSK bræt, ur, godt humør og pengepungen fyldt til indkøb af lækker mad og drikke hos Konventum.

Kyllingegryde med salat og brød 125 kr. Smørrebrød & sandwich til 50 kr.

Ihhh, hvor vi glæder os

Vesterbro Backgammon Klub og Kruttønden slår pjalterne sammen og danner Gentofte Backgammonklub (GB)

Af Taus Bøytler

Stiftende generalforsamling i GB
Foto: Mikael Stenstrup
En ny backgammonklub har set dagens lys. Men hvorfor og hvordan og så videre? Nyhedsbrevet har talt med Ulrik Andersen, der giver alle svarene. 

Gentofte Backgammonklub - Hvad er nu det for noget?

Ulrik: "Ja, hvad er det nu for noget!? I korthed, så er det Vesterbro Backgammon Klub, der er ”udflyttet” og på vejen har slået sig sammen med Kruttønden og stiftet en ny klub i Gentofte.

Vi har fået nogle fede lokaler i Byens Hus, som er et nyt kultur- og medborgerhus på Hellerupvej, centralt beliggende et stenkast fra Hellerup station.

Den lidt længere historie er, at Vesterbro i et par år forgæves har ledt efter nye lokaler, fordi vi ikke længere kan have fast hjemmebane på Oehlenschlægersgades Skole, hvor klubben ellers har holdt til siden sin grundlæggelse i 2014.

Derfor har vi i den forgangne sæson haft nød-hjemmebane i bageste baglokale i fitnesscenteret Vesterbronx Gym takket være klubkammerat og ”Don Gym” til hverdag, 4455 Kim Salomonsen.

Men det blev sgu for mærkeligt og akavet at se overvægtige og slappe backgammonspillere passere igennem centeret med bræt, lunkne øl og kamerapinde under armen, mens toptrænede og svedende fitnessatleter gav den gas i maskiner, med håndvægte og mod boksebolde.

Og de fysiske rammer i baglokalet var ikke optimale. Men stor tak til Kim for husly – og god kaffe.

Men hvorfor så Gentofte? Jo, jeg bor i kommunen og blev opmærksom på, at vi i Byens Hus kunne få gratis og meget lækre lokaler, hvis vi flyttede klubben til Gentofte. I Byens Hus har bl.a. Gentofte Skakklub også hjemme.

Efter grundig overvejelse besluttede vi i Vesterbro at slå til og genstarte i nye lokaler. Det viste sig samtidig, at 864 Erik Sommer fra Kruttønden også havde kig på Byens Hus som muligt nyt spillested, så derfor endte det med, at Vesterbro og Kruttønden sammen stiftede Gentofte Backgammonklub (GB) den 31. maj 2022.

Vesterbros klubmesterpokal og -historik overgår til GB, og vi har af forbundet fået lov til, at Vesterbros placering i 2. division øst kan flytte med til Gentofte Backgammonklub.
"

Der er en lang tradition i Dansk Backgammon Forbund for ikke at stresse over sammensatte navneord. Der var også diskussion om, hvor vidt I skulle hedde det forkerte Gentofte Backgammon Klub eller det korrekte Gentofte Backgammonklub. Hvordan kom I frem til den endelige beslutning?

Ulrik: "Overraskende spørgsmål! Men altså – jeg skrev udkastet til klubbens vedtægter, og som almindelig sprogbevidst og små nørdet retskrivningsfreak af den gamle skole, var det ikke svært at komme til at skrive klubbens navn korrekt.

På den stiftende generalforsamling var der vist ét enkelt spørgsmål til navnet, men det var så det. Og jeg noterer med glæde, at sprogbevidstheden også har spredt sig til Odense Backgammonklub. Lad flere følge efter.
"

Ud over Vesterbro Post Post Corona Masters kommer Gentofte Backgammonklub så til at arrangere ugeturneringer og/eller større turneringer?

Ulrik: "Vi har ingen konkrete planer endnu, men vi har en klar ambition om, at GB skal stå for turneringer i løbet af året og desuden arrangere eller bidrage til at arrangere intro-arrangementer og andre åbne aktiviteter, der kan tiltrække nye spillere og udbrede kendskabet til backgammon."

Hvor mange hold kommer den nye klub til at have med i holdturneringen 2022/23?

Ulrik: "Vi regner med at være godt 20 medlemmer til en start og stiller derfor med tre hold. Ét i 2. division øst og to i 3. div. øst."

Bliver Gentofte Backgammonklub en åben klub, hvor alle kan melde sig ind?

Ulrik: "Ja, absolut. Der mangler åbne klubber. Åbne klubber er en forudsætning for, at vi kan få flere aktive spillere og udbrede kendskabet til backgammon.

Flere medlemmer og flere aktive er som bekendt også et af de centrale mål i forbundets ambitiøse strategiplan ”Et større forbund for bredde og elite” fra 2020.

I Gentofte Backgammonklub er man derfor velkommen, hvis man kan tilslutte sig klubbens formål, betale kontingent til tiden og tabe med værdighed.
"

Thomas Tenland vinder Swedish Open 2022

Af Taus Bøytler

Oversættelse: Anna Bondo

Thomas Tenland var, ikke overraskende, meget tilfreds, da han kunne løfte pokalen efter at have vundet Swedish Open
Foto: Laila Leonhardt
Trofaste læsere af nyhedsbrevet husker måske, at der i januar 2022 var et interview med den svenske superstjerne Thomas Tenland, fordi han havde vundet Nytårsgammon på Gluds Café i Ringe den 1. januar.

Og nu har han gjort det igen. Vundet en stor turnering. Denne gang sejrede han til Swedish Open, der størrelsesmæssigt minder mere om Nordic Open end om Nytårsgammon i Ringe.

Nyhedsbrevet har talt med den stærke svensker.

Hvad er det bedste ved at have vundet Swedish Open?

Thomas: "Følelsen af at være ”on top of the world” og at dele successen med så mange glade personer. Både folk, der var på spillestedet, og folk, der sendte hilsner. "

Har du brugt præmiepengene på at købe en ny Volvo?

Thomas: "Ikke endnu. Måske ville det være passende, fordi Volvo betyder, ”jeg ruller”. Det kræver nok en af topmodellerne, hvis den skal rulle lige så godt, som jeg gjorde i Stockholm."

Du er jo kendt og frygtet som en utrolig stærk spiller, men spiller du altid det, du tror er bedst, eller kan du finde på at justere dit spil for at lokke din modstander til at lave fejl?

Thomas: "Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem lokker til fejl. Det er ikke sådan, at jeg efterlader et blot og håber, at min modstander fejlagtigt vil slå det hjem eller lignende.

Dog afviger jeg nogle gange bevidst fra XGs forslag. Det vil typisk være i åbningsspillet, eller hvis modstanderen dobler mig i et race. I de tilfælde forsøger jeg at gøre kampen længere og mere kompliceret, ud fra hypotesen at det er til min fordel.

Hvis jeg laver alt for mange justeringer i alle mulige positioner, så sker det meget nemt, at der bliver for meget fokus på justering og for lidt på backgammon. Jeg synes ikke, jeg er særlig god til at justere, og det tror jeg heller ikke folk er generelt.
"

Vi ved jo godt, at du er dygtig til backgammon, men hånden på hjertet, var du så også heldig i løbet af turneringen?

Thomas: "Nej, faktisk slet ikke. Alt var helt naturligt.
Spøg til side, selvfølgelig havde jeg brug for en stor portion held for at vinde en turnering som indeholdt ikke bare en, men to Mochyer (verdensetterens mor deltog i intermediate division)!

I øvrigt vandt Robert Palumbo fra Malmø BGK over Mochy i første runde. Japaneren indledte derefter en sejrsstime på syv sejre og endte på fjerdepladsen.

Jeg mødte aldrig nogle af det superstærke felts absoluts største stjerner.

Gennem turneringen mødte jeg kun en GM: britiske Gaz Owen.

Modstanden var dog yderst kompetent: Det svarede nok til at spille syv kampe i den danske holdturneringens elitedivision. XG vurderede, at jeg i gennemsnit vinder 4,3 af de 7 kampe, og altså taber 2,7. Denne gang blev det syv sejre og 0 nederlag, men det er helt OK med mig.
"

Har du planer om at deltage i dette års VM i Monte Carlo og/eller andre af sommerens/efterårets store turneringer?

Thomas: "Jeg håber, at jeg kan deltage i tyske Lions Cup i august, og så tager jeg til Cypern til november.
Derudover skal Thomas Kristensen og jeg til en hyggelig ferieagtig turnering i Portugal her i juli.
Sidst, men ikke mindst (eller jo, faktisk mindst) spiller jeg selvfølgelig Vesterbro Post Post Corona Masters til august!
"

Dansk Backgammonforbunds platforme

Følg os på W E B S I T E T
Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
Følg os på F A C E B O O K
Bliv medlem af Dansk Backgammon Forbund
Meld dig til nyhedsbrevet her
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © 2020 DBgFs  Nyhedsbrev - All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysninger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp