Copy

Oktober 2021

Kommende turneringer

27.12. - Copenhagen Christmas Tournament 2021 - Ny i kalenderen
29.12.  - 18. Svendborg Juleturnering - Ny i kalenderen

2022
11./13.2. - Munkebjerg 2022 - Ny i kalenderen
 

Månedens mantra

Af Lene Espersen

Never, ever, grab the first good looking play you see. There is often a better move around the corner. Go look for it.

(Aldrig foretag det første og bedste træk du ser. Der er ofte et bedre træk lige om hjørnet. Led efter det)
Kit Woolsey, 1991

Erik Sommer er ny sekretariatsleder i DBgF

Af Taus Bøytler

Erik Sommer skal fremover hjælpe med at få tingene til at hænge sammen i DBgF
Fotos: Bo Merris-Vejlund og Klaus Falsing
Brænder du for backgammon?  Sådan lød de indledende ord i det stillingsopslag, der i slutningen af juli 2021 kunne læses på forbundets hjemmeside.

Og det gør Erik Sommer, der har været medlem af DBgF i over 30 år. Brænder for backgammon. Han søgte derfor, og fik stillingen som sekretariatsleder.

Nyhedsbrevet har mødt ham til en snak om forventningerne til jobbet.

Hvad fik dig til at søge stillingen som sekretariatsleder i DBgF?

Erik: "Dansk Backgammon Forbund er et traditionsrigt forbund, og jeg vil gerne give mit bidrag til at forbundet og sporten udvikler sig på bedste vis.

Jeg har været medlem af forbundet siden 1990, så det er mere end 30 år. Og jeg har fulgt forbundet som spiller og har været med fra den gang, hvor der var mange cafeturneringer og Carlsberg Cup og Nordic Open blev udviklet.

Jeg har været holdleder for turneringsholdet Kruttønden i mere end 25 år og for mig har holdturneringen altid været samlingspunktet til forbundet og sikret, at jeg har fastholdt mit medlemskab af forbundet og samtidig været udgangspunkt for, at jeg løbende har kunne rekruttere nye spillere til holdet og dermed give andre mulighed for at få kendskab til sporten.
"

Hvad bliver de første opgaver, du vil gå i gang med?

Erik: "Arbejdsopgaverne er beskrevet i strategien for Dansk Backgammon Forbund 2020-2025 fra marts 2020 og omfatter bl.a. etablering af sekretariatet som angivet i punkt 6 for Administration, hvor ”Al drift samles hos en person (ansat eller konsulent), der får til opgave at yde støtte til bestyrelsen og udvalg, varetage medlems-, klub og økonomiadministration, udføre webmaster- og kommunikationsopgaver samt løse en lang række af de ad-hoc opgaver, der følger af vækstfremmende initiativer”.

I stillingen indgår som beskrevet nogle administrative opgaver, men vægten lægges på, at understøtte og videreudvikle DBgF’s strategiplan, ”Et større forbund for
bredde og elite”.

Så der er nok af administrative og strategiske opgaver at løfte, når jeg er blevet introduceret til, hvordan det hele fungerer i forbundets maskinrum og derefter begynder at iværksætte og udføre de ønskede tiltag.

Men, husk at det hele sker i fællesskab. Der er allerede mange ildsjæle og tovholdere i forbundet som udfører en prisværdig indsats. Min opgave bliver at yde den bedst mulige støtte og bistand til at tingene sker, som forbundet og bestyrelsen ønsker at det skal ske.

Som forbundssekretær/sekretariatsleder deltager jeg fremover i DBgF’s bestyrelsesmøder og eventuelle strategiseminarer samt på Forbundets årlige landsråd.
"



Hvilke erfaringer har du der gør, at du bliver vild i denne funktion?

Erik: "Jeg har en bred erfaring, som jeg vil kunne bruge når Backgammon skal videreudvikles – det omfatter mange års erfaring indenfor foreningsdrift og afvikling af sportsarrangementer.

De sportsgrene som jeg har været med til at markedsføre er også idrætsgrene med et begrænset antal udøvere, men samtidig også sportsgrene hvor vi som et lille land har markeret os ved at vinde mange internationale mesterskaber samt været værter for mange internationale stævner.

Vi kan godt gøre en forskel i fællesskab omfattende både den enkelte udøver, som enkelt person og sammen som hold og som klub eller landshold. Vi har også fokus på, at få nye udøvere med i sporten samtidig som de hidtidige udøvere fastholdes bedst muligt.

Herudover har jeg fra mit mangeårige virke i Danmarks Statistik, med salg af offentlige registerdata på små geografiske områder til brug for planlægning samt målrettet markedsføring et indgående kendskab til at samarbejde med offentlige myndigheder samt private aktører med indgåelse af videresalgsaftaler og brug af partnerskaber.

Jeg har p.t. egen virksomhed med interesse for rådgivning til idræts- og sportsforeninger og i den sammenhæng er denne stilling som forbundssekretær/sekretariatsleder meget passende med de 15 timer om ugen som der forventes, og jeg har egen kontorplads i Nordvest, så jeg kan sagtens arbejde hjemmefra og har også adgang til eget mødelokale.
"

Hvor ser du forbundet om fem år?

Erik: "Om 5 år så skal DBgF’s strategiplan være indfriet, så vi er ”Et større forbund for bredde og elite”. Vi skal være et tankesportsforbund som er kendt for vores aktiviteter, hvor der er plads til alle, og hvor vi leverer gode resultater og spændende sociale oplevelser i fællesskab.

Og vi er et forbund i medlemsfremgang med et medlemstal som modsvarer vores forventninger, og hvor der er blevet
plads til mange nye spillere i velfungerende foreninger.
"

Du har været medlem af DBgF siden 1990. Hvad er de bedste oplevelser, du har haft som backgammonspiller?

Erik: "At være med i holdturneringen har altid for mig været det bærende element for at være aktiv backgammonspiller og være medlem af DBgF, og jeg har fra starten af 1990 spillet for holdet Kruttønden, som har sin oprindelse på den navnkundige cafe Kruts Karport ved Sølvtorvet på Østerbro og i dag har fået hjemmebane på Cafe Sirius på Rentemestervej i Nordvest.

For mig har Backgammon været et fast holdepunkt især i de mørke måneder hen over efterår og vinteren. Personligt har deltagelse ved Carlsberg Cup, DM samt Nordic Open været særlige gode oplevelser, hvor backgammon har budt på spænding og intense øjeblikke.

Især Carlsberg Cup og finalerne på Carlsberg har været noget helt specielt. Mine egne største resultater har nok været de 2 år i træk, hvor jeg engang midt i 1990erne vandt Carlsberg Cup kvalifikationsturneringen på den legendariske Cafe Sommersko i København.

Der er noget særligt over at spille mange kampe til 5 point noget som jeg kan huske at fx Brian Rosenberg var en mester til.
"

Rock me Amadeus vinder BG 1/2 Marathon

Af Taus Bøytler

Vinderholdet, Rock me Amadeus.
Fra venstre: Mikael Stenstrup, Taus Bøytler og Andreas Becher
Fotos: Inga Vigh-Pedersen
BG 1/2 Marathon er ikke for sarte sjæle. Udholdenhed er vel det altoverskyggende nøgleord, hvis man ønsker succes til denne festlige turnering, hvor der fra formiddag til sen aften dystes i en række varianter af det spil, vi alle elsker.

Årets turnering blev vundet af Rock me Amadeus, der består af Mikael Stenstrup, Andreas Becher og nærværende pen. Før sidste runde lå holdet nummer tre, men en suveræn indsats mod de forsvarende mestre fra Roskilde Renseri, hvor Rock me Amadeus vandt otte af ni speedkampe, var nok til en samlet turneringssejr.

Nyhedsbrevet har mødt to af de tre vindere, der sætte nogle ord på sejren.

Man taber og vinder selvfølgelig som et hold, men det er svært komme uden om, at du, Andreas Becher,  klarede det ret godt. I løbet af de fem runder vandt du en consultation match, en foursome-match (hvor man ikke må tale med sin makker), en match hvor du spillede alene mod to modstandere og fem af seks speedkampe. Hvordan vil du beskrive din egen præstation?

Becher: "Klart over middel! Jeg er i god form pt. Men her var jeg på den rigtige side af rigtig mange store sving. En pas 6 fra himlen i første kamp med Stenstrup, pas 4 for at vinde i dmp mod Julianna og Jakob osv.. Så Lady Luck var på min side den lørdag."

Du og din forsome-makker (nærværende interviewer) rullede pænt stabilt i foursome-matchen mod René Thor Poulsen og Michael Dodensig. Hvordan husker du tilbage på det opgør?

Becher: "Som en stille poetisk massakre. Vi kastede om os med jokere og det var lidt skægt at se Michael prøve at tie stille (Vi kender de 2 fyre rigtig godt). Specielt en sekvens, hvor vi på vores hold skiftedes til at slå 16 for at komme ud fra baren og stikke af, skulle overleve dbl skud og ender med at vinde spillet.

Selvfølgelig en fordel, at vi på vores hold var ret enige om de fleste ryk. Så det var spil til et mål, og her hvor jeg begyndte at ane muligheden for et godt resultat.
"

Rygterne siger, at du startede forholdsvis tidligt på de stærke fadøl. Var det for at dulme nerverne inden de afgørende kampe?

Becher: "Det var en kombination. Da Bg Marathon også altid er en hyggelig og social turnering, havde jeg først afsat 4. runde til øl, men… Der var for mange haner, for lang tid siden at vi har været sammen, så sjældent man kommer ud og så den tiltagende spænding i turneringen.

Når man ender øverst i så skrapt et felt, er det også helt i orden med lidt tømmermænd søndag.
"

Sådan lyder det, når en fuldblodsvinder udtaler sig. En anden stor vinder på Rock me Amadeus-holdet er Mikael Stenstrup, der også er kendt og frygtet som chefen af Vesterbro.

I første runde spillede du consultation med Andreas Becher mod Mathilde Schmidt og Christian Bladt. Hvordan oplevede du det opgør?

Stenstrup: "Jeg skulle ikke have spillet turneringen. Men Taus skrev torsdag, om jeg ville indtræde på holdet, og det takkede jeg naturligvis ja til. Taus og Becher kender jeg begge godt fra hyggespil på Snork, så jeg var sikker på det nok skulle blive festligt.

Det tog sin tid at komme i gang med kampen, da de 4 deltagere på skift var væk grundet tobak og kaffekøb. Det var som at være på tur med 7. klasse.

Lige i den disciplin er både Becher og jeg godt inde, så måske vi havde en lille fordel der. Det var nogle super hyggelige modstandere. Og det er sjovt og lærerigt at spille sammen og drøfte de forskellige muligheder. Om selve spillet husker jeg ikke meget. Nogle situationer husker jeg da.

Inden kampen havde jeg meddelt Becher, at jeg syntes, det var en god ide, hvis jeg havde styr på vores pips, og Becher så havde styr på modstanderens. Så kunne vi spare lidt tid der. Det synes Becher var en god ide.

Midtvejs i kampen blev det i et større ræs nødvendigt at tælle pips. Jeg tæller umådeligt langsomt men fik da talt vores op. Der kom ingen melding fra Becher om modstanderens situation, og det viste sig at Becher egentligt bare havde siddet og kigget ud i lokalet. Nå, men vi fik da talt op, og måtte konkludere vi havde en god knold der.

Når man sidder der og spiller sammen med nr. 1 i Elitedivisionen får jeg behov for at få luftet, at jeg også har lært forskellige ord. Midtvejs i kampen sagde jeg meget tidligt i et parti, at vi lige skulle overveje at doble. Becher spurgte undrende hvorfor, og jeg kunne der få stødet ind. Det er fordi pas 3 er en marketlooser!

Becher meddelte, at et enkelt godt slag var i underkanten, hvorefter vi undlod at doble, og jeg naturligvis som udmeldt slog pas 3. Det var nogenlunde, hvad jeg husker fra den kamp, som vi vandt til sidst.
"

Kl. 20.30, altså under de afgørende kampe, var der koncert med Danny Lund & The Trigger Warnings. Hvordan vil du vurdere deres indsats?  

Stenstrup: "Da jeg spillede i 3. runde om eftermiddagen mod Enrik, var der lydprøve med Danny Lund osv. Vi spillede i et glasbur meget tæt på scenen. Og jeg må indrømme at jeg synes musikken lød mildest talt forfærdeligt.

Da vi nåede til den afgørende 5. runde om aftenen havde Roskilde Renseri nok lugtet lunten og skaffet et meget fint baglokale, vi kunne spille de afgørende speed kampe i. Det var helt perfekt at sidde derinde, og vi kunne næsten ikke høre bandet.

Jeg fik hørt en lille snert af det i en drikkepause, og der må jeg sige, at det lød meget bedre det hele. Og der var dansende tilskuere og en del af dem, så det så festligt ud.

Det bedste af det hele var, at da vi skulle have præmier efterfølgende var de fleste gammonspillere jo gået hjem. Men så kunne man finde nogle koncertgæster og stå og fortælle om sine bedrifter og vise spækbrættet frem. Det var en rigtig dejlig fornemmelse.
"

I sidste runde skulle dit (og mit) hold, Rock me Amadeus op mod de de forsvarende BG 1/2 Marathon-mestre fra Roskilde Renseri, hvor der skulle dystes i ni speedkampe til 5 point. Det blev til en knusende sejr til Rock me Amadeus, der vandt otte af de ni opgør. Du vandt selv alle dine tre kampe. Hvordan gjorde du det?

Stenstrup: "Vi lå jo nr. 3 inden sidste runde og Roskilde nr. 4. Inden mine 3 afsluttende speedkampe trak kaptajn Taus Bøytler mig til side for at skulle fortælle noget vigtigt. Her øsede Taus af sine store erfaring med ordene ”Nu er hver eneste sejr vigtig, hvis vi skal holde os i top 3”.

Det var jo umådeligt kloge ord, og således belært satte jeg mig til brættet til første kamp mod Klaus Rydeng. Jeg har meget lidt erfaring med speedkampe. Men vi havde drukket nogle gode øl, og med Taus og Becher ved min side var jeg ikke nervøs. Det gik simpelthen for hurtigt til jeg kunne nå at få nerver på.

Da jeg var pænt underdog i alle 3 kampe, havde jeg besluttet mig for at doble lidt friskt. Det gav pote i alle kampene.

Jeg kom rimeligt bagud mod Klaus, men fik på en eller anden måde vendt det til en sejr. I næste kamp mod Lego rullede jeg fuldstændigt vanvittigt godt i de afgørende sekvenser, og det blev en hurtig affære. Og i sidste kamp mod Jakob Marcussen var det faktisk på samme måde. Med de slag tror jeg alle kunne have vundet.

Vi vandt samlet 8 af de 9 speedkampe og så havde jeg jo lært af Taus, at vi mindst blev nr. 3. Så kom Morten Droob forbi og gav mig hånden og sagde tillykke. Med hvad spurgte jeg, og han kunne fortælle, at vi var blevet nr. 1 i hele turneringen. Det var virkeligt stort og mit største (og næsten eneste) resultat til dato.

Vi sluttede naturligvis af på Snork, men der var mine yngre holdkammerater blevet lidt trætte, så det blev et kort besøg. Og det var nok godt nok….
"


Andenpladsen gik til Droobs Hønsegård.
Fra venstre: Morten Droob, Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér og Jakob Rasmussen


Tredjepladsen gik til Wild Card. Fra venstre: Michael Dodensig, Michael Bang Wiederqvist-Poulsen og Enrik Sorel. Derudover bestod holdet også af René Thor Poulsen

En billedbog fra Bondebjerg Backgammon Cup 2021

Af Michael Greholm

Finalen stod mellem Marinos Hindkjær (tv) og Keld Dyrmose
Fotos: Daniel Sørensen og Michael Greholm
Dansk backgammon er som en stor, farverig familie af gamle bekendtskaber, der trives og næres af familiefesterne. Vi har også de tossede onkler og mimosetanterne, som man helst ikke vil sidde ved siden af under middagen – det er som livet skal være; her spejles verden på smukkeste vis.

Og vi glæder os til at komme ud at lege sammen – helt vildt, er I wimmersvej, hvor vi kan glæde os, og savne lyden af terningerne i koppen - forventningens sus når salen fyldes og vi begynder at samles, glæden ved at gå rundt og hilse på og småsnakke om livet siden vi sås sidst.

En desperat junkie uden kanyle
Ugeturneringerne er det daglige brød og er ikke så værst, men det er de rigtige turneringer, der er zhe real McCoy og dem der for alvor puster liv i gammonmiljøet, og dem har vi haft alt for få af de sidste to år.

I det lys blev jeg grebet af en dyb skuffelse, da Chang Open blev aflyst som følge af lokalesammenbrud. Som en desperat junkie uden kanyle besluttede jeg mig for, at der skulle skrabes en erstatning sammen hurtigst muligt – fixet ska’ jeg da ha’! Tilfældet ville, at jeg kort efter var hos Onkel Danny, vores kære julenisse og en af nestorerne indenfor dansk gammon, for at spille en klubkamp.

Gammon galore
Jeg fremlagde idéen og han ville gerne være med. Så var vi i gang! Udfordringen med at finde lokaler, der ikke var så dyre, at turneringen ikke kunne bære blev også straks løst, da Daniel bor i et hyggeligt lille flipper-bofællesskab med rækkehuse sydvest for Odense, hvor vi kunne låne fælleshuset.

Konceptet blev en endagsturnering med morgenmad, aftensmad og gammon galore. Vi valgte double elimination, da det er den turneringsform der holder feltet samlet længst tid, og ikke slukker håbet efter en enkelt kamp.

Marinos klarede det bedst i sandkassen
Marinos tabte da også sin første kamp til Keld og så sig aldrig tilbage. Det er sådan det skal gøres – Marinos style! Han har virkelig en evne til at komme i pengene den kære vest-hustler.

Hele Idéen med Bondebjerg, som det vel er med alle gammonturneringer, er at stille en sandkasse op, som vi kan lege i. Det må være samværet og glæden der skal fokuseres på – og så meget backgammon som vi har håndled til. Vi blev kun 10 i alt – 8 der deltog i turneringen. Daniel svævede over vandene sammen med Josef, der er under oplæring af fru Sus. Ham vil vi gerne have længere ned i kaninhullet – han har jo den helt rigtige kulturelle baggrund.

Billeder fra begivenhederne
Det blev en fantastisk dejlig dag, med glade mennesker, hygge og spas – så vi er glade. Jeg burde ha taget mange flere og bedre billeder, men blev opslugt af at være til stede i nuet i stedet – beklager. Her er lidt af det I gik glip af:


Vi kunne snildt have spillet på 8 brætter på terrassen,
hvor Sus og Josef her bliver fotogene



Martinus vil virkelig gerne ha et par høje terninger, så han kan lukke semifinalen og så skal der ild i koppen. Den små Kirstine er igen nede på hvidvin og undrer sig over, hvorfor hun ikke får så gode terninger som mester Marinos. Alle kan se, at hun tænker: ”Det må da være løwn”.


Finalen take 1 – der var bare ikke noget at gøre for Keld. Så blev det omsider Marinos’ tur. Også i finalen take 2. Ondt og konsekvent udført af mesteren.


Turneringsdøden er ikke enden, her begynder chouetten og livet får atter mening og fylde.


En evaluering med mere
It was a grand day out, som man siger, og vi er klar til køre Bondebjerg igen næste år. Det gik galt med deltagerantallet, men vi hev den hjem på kvaliteten.

Overvejelserne for næste udgave går på, at vi dels melder turneringen op langt tidligere. Den var jo meget huhej – inden HT for alvor stak af. Desuden skal vi nok have to rækker, hvilket kræver opholdsvejr – så det bliver nok maj/juni.

Forskellige behov og ønsker
Vi vil gerne ha flere turneringer landet over, og jeg modtager med fornøjelse konstruktive inputs fra miljøet. Er det en turnering på 40-50 stykker med to rækker, der er den bedste landing for de mindre turneringer? Hvilke indskud tilgodeser bedst de forskellige behov og ønsker? Kollektiv intelligens og brugerdrevet udvikling – kom frisk og vær med til at skabe det I gerne vil ha!

Mogens Dreier: "Det er jo sindssygt, som jeg lever mig ind i det, når jeg er afsted med de gutter"

Af Taus Bøytler

Landsholdet anno 2021.
Bagerst fra venstre: Lars Trabolt, Peter Friberg, Michael Larsen,
Thomas Kristensen og Daniel Sørensen
Forrest fra venstre: Thomas Myhr og Steen Pawlik Mikkelsen
Foto: Michael Weile og Kaj Damgaard Nielsen
Mogens Dreier er kæmpe fan af det danske backgammonlandshold, som han følger i tykt og tyndt. Senest var han med på siden, da de danske stjerner kæmpede for nationens ære til verdensmesterskabet for hold i Trier i Tyskland.

Nyhedsbrevet har mødt landsholdet absolut største fan, Mogens Dreier, der selv tørner ud for Hatten i elitedivisionen, til en snak om landsholdet, hvor Mogens hårdt presset indrømmer, hvem der er hans yndlingsspiller på holdet.


Mogens Dreier ser skarp ud med landsholdstrøjen

Hvordan var det at følge det danske backgammonlandshold til VM for hold i Trier?

Mogens: "Det var en kæmpe oplevelse, men denne gang havde jeg valgt at stå mere på sidelinjen og følge de fantastiske spiller, så jeg kunne følge med på alle brædderne i hver runde, hvor jeg de andre gange, jeg har været afsted ,har jeg siddet og noteret i hver runde, og det gjorde jo, at jeg ikke fik den sammen spænding, som denne gang.

Men jeg må sige at landsholdet fik en hård start med 2 nederlag i de 2 første runder. Runde 1 mod Tyskland som alle jo kan tabe til, og så runde 2 mod Armenien som DK normalt nok vil vinde 8 ud af 10 imod, den var sgu lidt sværd at sluge.

Og med ryggen mod den 2000 års gamle mur som Weile sagde, formåede landsholdet så at vinde 3. runde mod Cypern og var klar til at spille igen dag 2.

Runde 4 vandt de ret sikkert mod Østrig, og jeg begyndte at tro lidt på det igen, da de så slår Grækenland i 5. runde, som var en sand gyser på det sidste og afgørende bræt, og da de vandt kunne mine nerver ikke stå for mere,
Når jeg prøvede at sige noget, rystede min stemme og jeg fik tårer i øjnene.

Jeg  måtte trække mig lidt tilbage og få pusten igen, det er jo sindssygt, som jeg lever mig ind i det, når jeg er afsted med de gutter.

Der sker bare noget, når de landsholdstrøjer kommer på, og det kan jeg også mærke på spillerne, selvom de ikke altid vil indrømme det.

De er top professionelle og med et kæmpe sammenhold, man kan ikke engang få dem til at drikke en øl, så længe de er med i turneringen, (men da de røg ud, blev der råbt ØL). Sjovt at se dem hver især, hvordan de lader op til kamp: en skal sove, en skal gå i bjerge, en skal nørde stillinger osv .

Og de er totalt i zone/boks så længe de er med. Et eller andet sted virker de som maskiner, når turneringen er i gang .

Lidt om spillestedet: Det var et fantastisk sted at spille på et historisk Romersk museum, hvor vi sad og spillede mellem 2000 år gamle bymure, næsten lige så gamle som spillet (5000).

Der er sikker nogle der har set stedet, da det blev delt på facebook. Spillet hed dengang Tabular og blev spredt udover Europa af de romerske legioner (det er sgu da smukt ikke?).

Jeg vil gerne sige tak til Michael Weile, for det det kæmpe engagement han lægger for dagen under hele VM. Jeg ved, hvor meget det betyder for gammonfolket herhjemme.

Jeg ved også, at stream betyder meget både for folket og selve Landsholdet. Det har jeg set nogle af de andre gange vi har været afsted, hvilket boost det kan give holdet, når DK kan se deres kampe.

Så jeg håber på, at DBgF vil lægge lidt flere kræfter i, at der kan blive streamet fremover.
"

Hvor mange gange har du været afsted som fan af det danske landhold, og hvad har været din største oplevelse?

Mogens: "Jeg har været med til 4 EM/VM: Budapest, Danmark, Island og Trier. Min personlige største oplevelse var i DK, da jeg vandt Bronze i individuelt, og egentlig skulle jeg ikke have spillet den, for jeg var der for landsholdet, og skulle notere kampe for dem, men det blev ikke til så mange da jeg selv blev ved med at vinde.

Det var ret stort at sidde og spille semi samtidig som Landsholdet. Ellers vil jeg pege på Island turen som den største oplevelse, da jeg kom ret tæt på alle spillerne pga. vi havde lejet et hus en hel uge før turnerings start, så på en måde følte jeg mig som en større del af holdet end de andre gange jeg har været afsted. 

Det siger jo noget om spillerne, at jeg føler mig som en del af holdet uden egentlig at være det. Jeg kan huske, at de skulle slå Gibratar 4-0 i kvartfinalen for at komme i semi. Det var lidt af et pres, men så var det jo heldigt, at det nok var et af det svageste hold de skulle møde.

Jeg husker, at landstræner Michael Weile kaldte til taktikmøde før kampstart. De snakkede om at holde cuberne nede, så der ikke kom for store sving, men nogle gange kan det godt være svært at få en landsholdspiller til passe en cube, når han ved det er et take med 0,001 hehe. 

Så Thomas Kristensen endte med at sidde med en 8 cube der skal re-db. Som jeg husker det, fik han den ind, og vandt selvfølgelig, og DK vinder 4-0.

Personligt er jeg til, at der er en landstræner med på turene. Set udefra synes jeg, at det giver noget helt specielt til holdet, men ved ikke om landsholdsspillerne også synes det. Det kunne man jo høre dem om, der er jo nogle, der har prøvet begge dele.
"

Var der også fans af de andre deltagende nationer til VM i Trier?

Mogens: "Nej det var der ikke, det var kun i Danmark, man så det, men til gengæld var der mange flere spiller på hvert hold i forhold til hvad jeg har set før. 

Jeg mener, at næsten alle hold havde 7 spiller med, men det krævede formatet jo også, da der skulle spilles 5 brædder ad gangen, hvor de andre år kun spillede 4 ad gangen. 

Jeg tror også flere lande har fundet ud af, at det er for hårdt kun at have minimum spillere med, hvis man vil gå hele vejen. Noget af det bedste ved VM er, at man ikke hører noget brok. Det bruger landsholdsspillerene ikke".  

Hvem er din yndlingsspiller på det danske landshold - og hvorfor?

Mogens: "Ihhhh Taus, det må du ikke spørge mig om, hehe. Det er lidt svært, for de har alle hver deres spillemæssige kvaliteter. Jeg elsker at se Steen Grønbech spille. Han har et fantastisk kropssprog - har du lige set ham, når han går i boks?

Men skal jeg vælge en, der gør noget godt/løfter holdet ude fra banen, når de har været afsted, så må det helt klart være Karsten Bredahl (og han skal nok komme igen).

Thomas Kristensen har altid været en, jeg har set op til. Jeg synes helt klart, han er en af verdens bedste. Jeg har noteret mange kampe for ham også uden for landsholdet, har jo været tæt på ham fra min tid i KBgK. Forklarer han mig noget, så forstår jeg det med det samme. Så han er min nr.1 .
"

Hvordan klarede du dig til i den individuelle turnering i Trier ?

Mogens: "Det gik ok. Jeg er jo sådan en spiller, der skal træne meget for at holde mit A-game, men det er ikke meget jeg har gjort siden corona, så jeg er ikke så stolt af mit spil i øjeblikket.

Jeg kom til runde 7, hvor jeg mødte Dirk Schiemann, og havde ham i sækken men ..... førte ellers 7-3, han spillede selvfølgelig PR 2 og jeg spillede 5,5 ....Jeg spillede faktisk nogle gode kampe fra 3,3 til 6 ...men ville jo gerne havde bytte min Bronze ud til guld eller sølv.
"

Carter Mattig er forelsket i det danske backgammonmiljø

Af Taus Bøytler

Den amerikanske backgammonstjerne Carter Mattig
har besøgt Danmark mange gange
Fotos: Arda med flere
Du har sikkert både set og hørt ham til Nordic Open, hvor han med sin lattermilde natur altid bidrager til den positive stemning. For den stærke amerikanske spiller Carter Mattig har været til turneringer i Danmark en del gange efterhånden. 

Men hvad får ham til at komme tilbage igen og igen? Og hvordan står det til med backgammon miljøet i USA. Nyhedsbrevet giver dig svarene.

Hvor mange gange har du deltaget i Nordic Open, og hvad får dig til at komme tilbage?

Carter: "Jeg tror, jeg har deltaget 12 eller 13 gange til Nordic Open. Jeg mødte Karsten Bredahl og hans kone Maria i Tokyo, efter han havde vundet en gratis rejse til Tokyo i en konkurrence ved det tidligere Nordic Open i 2005. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden lige fra starten, så blev vi enige om at deltage i Nordic Open i 2006.

Jeg blev omgående forelsket i Danmark, at spillerne i backgammon miljøet på det tidspunkt var så meget yngre end dem, jeg var vant til i U.S.A.. Folk gik i byen, drak og spillede backgammon hele tiden, og det var vidunderligt.

Hotellet var rimeligt, og jeg fik flere og flere danske venner. Doubles og team- turneringerne hjalp mig med komme i forbindelse med flere og flere mennesker. Jeg tror, at det at se mine venner, er den største grund til, at jeg bliver ved med at komme tilbage til Nordic Open.

Indskuddet er faldet lidt, men konkurrencen er mere udfordrende, end jeg oplever andre steder. Det går heller ikke så godt for US Dollar-kursen, som det har gjort. Så jeg må helt klart sige, at det er menneskerne og mængden af spil, der gør, at jeg vender tilbage.
"

Hvad er dine største succeser til Nordic Open?

Carter: "At nå kvartfinalen tænker jeg er min højest individuelle præstation i  Champ-rækken, men jeg har også vundet speed gammon samt doubles og team konkurrencerne med forskellige partnere igennem årene. Det er blevet til mere end et par glaskrukke trofæer.

Sædvanligt bliver Nordic Open afholdt i påsken, hvilket ofte falder sammen med min fødselsdag. Min største succes var, da mere end 200 danskere sang "Happy Birthday" i Helsingør. Minderne og hyggen er bedre end noget trofæ... Selvom det er rart med pengene til at dække rejseudgifterne!
"

Hvordan plejer du at forbedrede dig til en stor turnering?

Carter: "Som regel starter jeg med at arbejde lidt på XG gammon for at vende mig til de længere kampe, som der er i en turnering. Vi spiller en rimelig mængde money games i Chicago, og det kan virkelig ødelægge dit turnerringsspil.

Jeg siger konstant til mig selv, at jeg ikke altid behøver at give min modstander en gammon, men at det er okay "bare" at få 1 eller 2 point, i stedet for at gå efter 4. Jeg er lyd teknikker, så jeg plejer at lave musikspillelister, som jeg kan lytte til på mit headsæt.

Hvis jeg ikke har mit headsæt på, bliver jeg nemt distraheret. Folk stopper ofte op, når de så ser at mit headsæt ikke er på - så tror de, at jeg har tid til at tale med dem.
"

Du bor i Chicage, Illinois. Hvordan er backgammon miljøet der, her på bagkanten af Covid19?

Carter: "Backgammon er på et utroligt lavt blus i Chicago.... dels på grund af Covid-19, dels fordi det ikke er så populært live, som det er at spille online. Mange spiller bare på deres mobiltelefoner eller deres laptops og gider ikke at bruge tid på en live turnering.

I USA er det anderledes, da vi ikke har holdturnering, men spiller hellere om penge, så det er ikke nogen fordel at spillerne bliver bedre. Du vil hellere have, at de bliver værre, så det er nemmere at vinde. Det er sørgeligt, fordi jeg har set en masse som nyder spillet, men som bliver knust i penge spil (money games), fordi de ikke er forberedt på det og derfor stopper med at spille.

Jeg kan godt lide, at de danske hold altid arbejder på at forbedre holdkammeraternes spil. Det gør konkurrence bedre og giver en bedre følelse i det hele taget. Vi har fået nogle nye spiller i vore klub i Chicago, så forhåbentlig begynder vi at vokse igen.

Lige nu er jeg til min første turnering i over et år, hvor jeg skulle flyve for at komme hertil. Jeg svarer på dine spørgsmål i Denver, Colorado. Forhåbentlig er jeg tilbage i Europa til November.
"

Hvad er den største oplevelse, du har haft som backgammonspiller?

Carter: "Den største oplevelse, jeg har haft som backgammonspiller, var at vinde Cypern International turneringen i 2017. Jeg vandt foran 394 spillere, og finalen var imod en af mine bedste (nærmeste) venner og samtidig en af de stærkeste spillere i verden; Lars Trabolt. 

Her gjaldt det om at løbe hurtigt. og selvom jeg kom i knibe, bare håbe på, at terningerne ville redde min røv! Det var fantastisk at vinde og fejre sejren, pengepræmien var også god, men det at spille mit eget spil og ikke som computeren ville have mig til, var en af de bedste oplevelser.

For mange mennesker mister troen på dem selv, når de laver for mange fejl ifølge computeren. Det værste er, at de vinder og så kommenterer deres modstandere, at de var skide heldige.

Det er jo en del af spillet, og det burde også fejres. Du burde ikke skulle arbejde/træne på dit spil 8 timer om dagen... så går det sjove af, og så bliver det mere et arbejde. Hvem har lyst til at arbejde for at spille et spil? Nyd at spille, lær fra de store spillere, og husk, at nogle gange er terningerne bare ikke  med dig, nogle gange vil terningerne være imod din modstander, og det er den bedste følelse i verden!
"

Juliánna elsker at rejse og spille backgammmon

Af Taus Bøytler

DBgFs førende globetrotter, Juliánna, har denne gang været i Rumænien
Foto: Julíanna Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Sigøjnerdansker. Verdensborger. Selfiedronning. Backgammoncharmør. Ordene står i kø for at komme med i beskrivelsen af Julíanna Juhl-Johansen Zölde-Fejér, men hun er svær at sætte to streger under. Svær at få til at passe i blot en enkelt, simpel kasse.

Den ene dag arrangerer hun undervisning i Absalon Forsamlingshus. Den næste dag poster hun selfies fra spændende begivenheder i ind- og udland på Facebook. Det sidste gør hun ret beset de fleste dage.

Og nu har hun også deltaget i en backgammonturnering i Rumænien. Nyhedsbrevet forsøger at finde ud af, hvad det gik ud på.

Hvordan fandt du på at deltage i en turnering i Bukarest?

Juliánna: "I Coronatiden har jeg spillet rigtig mange online turneringer – igennem disse, har jeg mødt Florin Boboc, som er den største organisator af backgammonturneringer i Rumænien og gør meget for at bringe stærke rumænske spillere i rampelyset internationalt, samt invitere internationale spillere til Rumænien.

Da han inviterede mig til den allerførste Transylvania Open tøvede jeg ikke et sekund, da jeg er født og opvokset i hovedstaden i Transylvanien, elsker backgammon og ville støtte hans arbejde.

Desuden var turneringen planlagt op i bjergerne i et område meget kendt for smuk natur, bjørne, og ikke mindst gamle slotte og historie.


Hvor mange deltagere var der, og hvor mange nationalliter var repræsenteret?

Juliánna: "Der var 54 deltagere i alt, hovedsageligt fra Rumænien. Derudover 4 andre lande: Canada, Danmark (mig, sigøjnerdanskeren), Tyskland og Grækenland.

Der var også kendte internationale profiler, såsom den canadisk bosatte rumæner, Michael Neagu, som spillede doubles med den altid underholdende stærke tyske spiller, Jürgen Orlowski.

Oprindeligt skulle jeg have været afsted med Heidi Munk, men hun blev forhindret og derfor charmerede jeg mig hos belgieren Johan Huyck (som jeg bemærkede da han spillede doubles med Mik Larsen i Trier) – fælles for Neagu, Orlowski og Huyck er, at de alle sammen er matematikere, hvilket var ret sjovt da der blev diskuteret milliprocenter i forskel ved adskillige træk.
"

Hvordan vil du beskrive hotel, spillested og øvrige omgivelser?

Juliánna: "Hotellet var rigtig fint, midt i bjergerne, med pool og spa inkluderet. Spillestedet var velorganiseret, der var ingen forsinkelser, aftalte tidspunkter blev respekteret.

Det eneste man skulle passe på var de bjørne, der kom ned fra bjergerne om natten, og skulle se efter mad. Vores telefoner gav en meget skarp lyd flere gange om aftenen med beskeden ”bear alert” – det var ret sjovt at sidde i lobbyen og ville diskutere XG analysen med Orlowski, som var mere optaget af, at skulle få en selfie med en bjørn end en mulig træk der kunne have påvirket deres resultat i kampen mod os.

Det var meget nemt at flyve til Bukarest, vi blev hentet med en bus og bragt til spillestedet, men infrastrukturen er meget fin, man kan sagtens tage toget fra lufthavnen direkte ind til hovedbanen, og derfra tog igen igennem meget smuk natur. Vi brugte et par dage inden og efter turneringen på at se slottet i Bran og byen i Bukarest.


Hvordan klarede du dig til turneringen?

Juliánna: "Der var 4 discipliner (rækker?): Masters, Doubles, Superjackpot og Speedgammon. Jeg deltog i masters, doubles og speed.

Min første dag i masters gik rigtig godt, vandt begge kampe imod nogle stærke spillere. Vi slog også Neagu-Orlowski i doubles som var seedet som de stærkeste. Men lige så godt som det gik første dag, gik det skidt næste dag. Vi fandt dog vores indre Phoenix og sidste dag vandt Huyck speed (jeg nåede lige inden semi, ellers ville det have været sjovt at spille mod ham) – det blev fejret med mojitos op i bjergerne og G&T ind i jacuzzien, sammen med Orlowski, som vandt sølv i Main.
"

Har du planer om at deltage i andre internationale turneringer i nær fremtid?

Juliánna: "Ja, det vil jeg meget gerne, det er en fantastisk måde at dyrke to af mine passioner: at rejse og spille backgammon. Planen var at tage til Cypern nu her i november, men da jeg skal rejse til Budapest, Transylvanien og Reykjavik også indenfor de næste 2 måneder, bliver det nok ikke dette år.

Jeg trøster mig med tanken om, at nutildags streamer man så mange kampe fra de større turneringer, at man næsten kan have følelsen af at have været der. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal snakke med min bankrådgiver og få lagt en ny post ind på budgetkontoen, der hedder ”internationale backgammonturneringer
”.

Dansk Backgammonforbunds platforme

Følg os på W E B S I T E T
Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
Følg os på F A C E B O O K
Bliv medlem af Dansk Backgammon Forbund
Meld dig til nyhedsbrevet her
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © 2020 DBgFs  Nyhedsbrev - All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysninger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp