Copy


Fernisering fredag 9. september kl. 15:30–23
9. september – 16. december 2016



Deportationsregimet:
Kunstneriske reaktioner på tvangsudvisning som statslig praksis og levet erfaring


Den 9. september inviterer CAMP / Center for Migrationspolitisk Kunst offentligheden til åbningen af centrets nye udstilling Deportationsregimet: Kunstneriske reaktioner på tvangsudvisning som statslig praksis og levet erfaring.

Deportation er en stats tvangsudvisning af ‘uønskede fremmede’. Hvert år udvises hundredetusindvis af afviste asylansøgere samt irregulære og udokumenterede migranter med tvang fra det land, de har migreret til, og sendes tilbage til deres oprindelsesland mod deres vilje. Mange af dem vil efterfølgende migrere igen og bidrager dermed til den såkaldte globale deportspora – en diaspora, hvis migrationscyklus ikke standses af deportation. Offentligheden får kun meget lidt at vide om, hvordan deportationer rent faktisk udføres, om den skæbne, der venter de udviste efter deres tvungne tilbagerejse, hvordan det føles at leve med truslen om udvisning hængende over hovedet, og hvad der får folk til atter at migrere på trods af udsigterne til at blive deporteret igen.
Daniela Ortiz: FDTD (Forcible Drugging To Deport) (2012/2016)
Video, 6 min. Tilhører kunstneren

 
CAMP har inviteret kunstnerne Ghazel (Iran/Frankrig) og Daniela Ortiz (Peru/Spanien) samt det kunstnerdrevne medielaboratorium Studio Revolt (Cambodja, USA, Japan) til at undersøge disse spørgsmål i centrets nye udstilling Deportationsregimet. De tilhører en voksende gruppe kunstnere, der gennem deres kunst undersøger, hvad det vil sige at være (im)migrant eller eksileret ‘anden’, og som i den forbindelse har skabt værker om praksisser, erfaringer og modstand i forhold til deportation.

Deportationsregimet præsenterer tre installationer og live performances under ferniseringen og i løbet af udstillingsperioden, som kan hjælpe os med at forstå logikken bag deportation. Læs mere om udstillingsbidragene her.
Ghazel: WANTED (Urgent) Project (1997-)
Trykte plakter, A1. Tilhører kunstneren
 
Studio Revolt: Video stills fra My Asian Americana (2011) og Return to Sender (2012)
Tilhører Studio Revolt

 
Samtidig med åbningen af Deportationsregimet åbner Statens Museum for Kunst, SMK, deres nye udstilling Migrationspolitik, som er en reetablering af tre udstillinger, der oprindelig blev skabt af og til CAMP. Alle er velkomne til begge ferniseringer fra kl. 15:30-23!
Åbningsprogram
15:30–16: Gratis bus fra CAMP/Trampolinhuset til SMK
16–17:30: Åbning af Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger på SMK. Velkomsttaler og udstillingsbesøg
17:30–18: Gratis bus fra SMK til CAMP/Trampolinhuset
18–18:30: Åbning af Deportationsregimet i CAMP. Velkomsttaler og drinks
18:30–19:30: Udstillingsbesøg og folkekøkken
19:30–20: "Jus Sanguinis", en performance af Daniela Ortiz (kunstner, Peru/Spanien) som sætter spørgsmålstegn ved det udbredte retsprincip ‘blodsret', hvor statsborgerskab bestemmes af blodlinje i modsætning til fødested
20:30–23: Fest v/ Panteras DJ Crew (transnational)
I forbindelse med Deportationsregimet afholdes også foredrags- og kunstbegivenheden “Deportspora: When deportation becomes a way of life” den 29. oktober kl. 14–17. Her undersøges centrale aspekter af deportspora-begrebet gennem flere indslag:
  • et foredrag ved antropologen Shahram Khosravi om post-deportation for afghanske asylansøgere, der er blevet udvist af Sverige
  • en performance af Ghazel inspireret af udokumenterede migranter ‘i transit’ i Paris
  • en kunstnerpræsentation af Daniela Ortiz, der diskuterer to forskellige juridiske principper, der er med til at kontrollere migration og retten til statsborgerskab: 'Jus Soli' (jordens ret, statsborgerskab bestemt af fødested) og 'Jus Sanguinis' (blodets ret, statsborgerskab bestemt af afstamning)
  • Verses in Exile, en spoken word performance af Kosal Khiev (poet, tattoo kunstner, artist-in-residence hos Studio Revolt, USA/Cambodia) om fængselsafsoning og tvangsudvisning.
Om CAMP
CAMP er et nonprofit udstillingssted for kunst, der diskuterer spørgsmål om fordrivelse, migration, indvandring og asyl. Centret ligger i hjertet af Trampolinhuset, et uafhængigt medborgerhus i Københavns Nordvest-kvarter, hvor flygtninge og asylansøgere i Danmark kan finde støtte, fællesskab og formål. CAMP producerer udstillinger om fordrivelse og migration med både store internationale navne og mindre etablerede kunstnere, fortrinsvis med flygtninge- eller migranterfaring.

CAMP tager udgangspunkt i det faktum, at flere mennesker end nogensinde før fordrives fra deres hjem på grund af klimakatastrofer, krig, konflikt, forfølgelse eller fattigdom. Centret arbejder for at skabe øget indsigt i fordrevne og migrerede menneskers livssituationer og diskutere dem i forhold til de overordnede faktorer, der forårsager fordrivelse og migration. Målsætningen er gennem kunst at fremme forståelsen mellem mennesker på flugt og de lokalsamfund, der modtager dem, og stimulere nye visioner for en mere solidarisk og retfærdig migrations-, flygninge- og asylpolitik.

CAMP er det første center af sin art i Skandinavien og drives som en selvejende institution af det danske kuratorkollektiv Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen), der også har grundlagt centret i april 2015.

Formidling & Praktisk Information
Udstillingen er åben fra 9. september – 16. december 2016 og ledsages af et gratis udstillingskatalog (der kan downloades i en engelsk og dansk version fra http://campcph.org/press fra 6. sept.) med et essay om deportationsregimet af lektor Julia Suárez-Krabbe og et essay om detention og deportation af antropolog Shahram Khosravi.

CAMP tilbyder endvidere gratis omvisninger i udstillingen hver lørdag fra kl. 15–16 ved omvisere med migrant- og flygtningebaggrund fra CAMP og Trampolinhuset.

Deportationsregimet er kurateret af CAMPs daglige ledere, Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen, og er støttet af: Images 2016 / Foreningen Roskilde Festival / Københavns Kommune: Kultur- og Fritidsudvalget / Statens Kunstråd / Knud Højgaards Fond / Private sponsorer.

Pressekontakt: info@campcph.org, (+45) 72 14 07 66 eller (+45) 20 93 50 86 / Adresse: CAMP, Thoravej 7, 2400 København NV, www.campcph.org / Åbningstider: Tirsdag, onsdag & fredag 13–18, lørdag 14–17 (gratis omvisninger lørdage kl. 15–16).