Copy
Dansk Adventure Race Union Nyhedsbrev
View this email in your browser

DARU Nyhedsbrev

Tænk, at det allerede snart er sommer!

2017 er blevet sparket godt og grundigt i gang med fem afholdte races i DARU CUP 2017 - og lige om hjørnet venter to adventure races mere inden sommerpausen.
Vi ønsker alle en god sommer med dette tip: Den helt rigtige måde at komme i ferie-modus på, er at snuppe to adventure races mere inden midsommer! 

Denne udgave af DARU nyhedsbrev indeholder:
- DARU Cup 2017 - stillingen
- Næste DARU Cup race: Gepard Adventure Race
- Næste-næste løb i DARU Cup 2017: Møns Klint Adventure Race
- Afholdte løb i DARU Cup 2017
- Årets Upcoming
- Nyt fra DM i AR 2017

DARU Cup 2017 - stillingen

Med fem afviklede løb i DARU Cup er der efterhånden ved at være kød på den (foreløbige) samlede stilling i DARU Cup 2017.

Efter tre afviklede Masterløb ligger "Under constructions" forrest i mix og overall. Der er stadig tre Masterløb tilbage, så stillingen er helt åben. 

I Challenge er der afviklet fem løb. WATs the Rush har lagt sig i front samlet og fører også damerækken. Med hele syv Challenge-løb tilbage er der også her helt åbent - intet er afgjort endnu! Husk, at det er holdets fem bedste resultater, der tæller i den samlede Challenge-cup.

I Juniorrækken har der kun været kørt et enkelt løb i år. Her løb FizzRacing med sejren (og mest opmærksomhedsgivende holdnavn) og fører dermed også cuppen. Der er endnu to løb tilbage i junior-rækken. 

Om der er præmier i cuppen? Jada! Æren er vel nok den største præmie, men der er også mere håndgribelige præmier - se selv på ar-union.dk's side om DARU Cuppen.

Næste DARU Cup race: Gepard Adventure Race

Der er under 10 dage til næste DARU race: 
Grundlovsdag (5. juni) afholdes atter engang GEPARD Adventure Race.

Start og mål er i Thorsminde. Men den unikke beliggenhed på den smalle landtange mellem Vesterhavet og Nissumfjord er der mulighed for at skabe et race, hvor den til tider barske natur med udsigt til fjord, hav og klitter udnyttes til fulde.

Racet byder på to distancer, så alle kan være med:
  • Fighterdistancen: Vindertid på ca. 4 timer med O-løb, bike n’run, kano og mountainbike
  • Challengedistancen: Vindertid på ca. 6 timer med O-løb, bike n’run, kano, mountainbike og andre udfordringer
Bemærk, at tilmeldingsfristen er den 31. maj, så meld dit hold til på tilmeldingssiden, inden det er for sent!
Der er mulighed for at overnatte i telt ved hallen eller leje en hytte på den lokale campingplads - arrangørerne har gjort det let for jer, så trop op og få en fed oplevelse!

Næste-næste løb i DARU Cup 2017: Møns Klint Adventure Race

Skal du med i kridten? Det tror vi nok, du ska'!

For syvende gang afholdes Møns Klint Adventure Race i de enestående omgivelser, der nok skal give deltagerne en ordentlig en på opleveren.

Der kører for tiden en forrygende videokavalkade på løbets Facebook-side - nyd den, og spring derefter videre til tilmeldingssiden og få meldt dit hold til (senest 1. juni).

Afholdte løb i DARU CUP 2017

Oure Adventurerace blev afviklet på Skolerne i Oure på Sydfyn d. 20. maj.
Der blev kørt et benhårdt Challenge-løb med en vindertid på knap 7 timer - og maks-tid på 11 timer, som to hold benyttede sig af for at få fuld race-valuta.
Fighter-distancen havde 12 hold med debutanter i adventurerace-sporten til start, og de prøvede kræfter med navigation, bike'n'run, langdistance teamwork og flere ting, som tydeligvis gjorde dem sultne på mere adventure race.

Adventurerace1864 blev skudt igang fra Idrætshøjskolen i Sønderborg i bededagsweekenden med 40 hold fordelt på Master og Challenge.
Med 1864-historien som reference svømmede deltagerne på Master-distancen over Alssund op til flere gange, fordi danskerne havde sprunget pontonbroerne i luften, da de forlod stillingerne ved Dybbøl Banke i 1864. Derefter kom deltagerne i "skududveksling" med fjenden, hvor en holdkammerat fra hvert hold blev såret og skulle fragtes på båre over fem km - en hård etape, som deltagerne ikke glemmer i nær fremtid... Herudover blev deltagerne forkælet med en lang kano/kajak-etape i mørke, klatrebane i trætoppene, og et MTB-O, hvor man undervejs skulle 100 meter ind i et regnvandsrør.
For Challenge-deltagerne var konceptet rogaining - dvs. indsamling af flest point på 7 timer med kano, skydning, klatring, SUP og GPS-løb (inklusiv det lange regnvandsrør).
Se masser af flotte billeder på løbets Facebook-side.

Videbæk Adventures gav som sædvanligt deltagerne fuld smæk for skillingen med både kran og svømmehal - og en masse andre elementer på en flot forårsdag 1. april. Æw'ntyr å Westjysk blev uddelt på Master-, Challenge- og Fighter-distancer, og deltagerne kunne tage derfra med ømme ben og store smil. Se billeder på løbets Facebook-side

Eagle Race foregik i år med udgangspunkt fra Helsingør med Challenge- og Fighter-distance. Der blev delt rundhåndet ud af områdets naturskønne steder, og løbet er behørigt fotodokumenteret på løbets Facebook-side.

Årets Upcoming

Årets Upcoming er fundet! Og denne gang var der absolut ingen tvivl, for blot et enkelt hold stillede op til den ærefulde titel.

Hold "Adventure og Hud (GIV)" beskriver sig selv på følgende vis:
Noget så sjældent som et nystartet politisk adventurehold med et overordnet mål omkring mere hud. Holdet består af fire venner med en fælles fortid på Gymnastisk- og Idrætshøjskole Viborg (GIV). En timet og tilrettelagt tyveatten-plan skal i de kommende to år danne fundamentet for både en stor tilstedeværelse og sportslig succes til diverse adventurerace.
Holdet har sendt 2 udøvere til Norge for at få inspiration til udviklingen af holdets image og politiske profil. Dette giver dog visse logistiske problemer, og derfor kunne det være lukrativt at vinde denne pris. Samtidig vil prisen sætte en større fokus på vores politiske mål. 
Vi mener, at man er mest sig selv, når man er nøgen, og derfor krydser vi altid målstregen med meget synligt hud. 


Tillykke til holdet med titlen og den medfølgende fristart til valgfrit løb i DARU Cuppen.

Nyt fra DM i AR 2017

Delta/VIH Adventure Race 2017 afvikler årets DM i adventurerace 22.-23. september med Master-, Challenge- og Fighter-distancer, der alle har start fra Vejle Idrætshøjskole.

Vejle og omegn lægger omgivelser til, og der er lagt op til en fantastisk rute med masser af højdemeter, fede postplaceringer og smuk natur. 

DM-ruten (Master) vil bringe deltagerne ud på en ca 200 km betagende rute i ren ekspeditionsstil med kun et enkelt loop. Der vil indgå alle de klassiske discipliner, såsom MTB, O-løb, kajak, kano, klatring, inliners og selvfølgelig en masse navigation (og en helt ny disciplin, som ikke tidligere er set til dansk adventure race!). Arrangørerne lover en hård og krævende rute, der belønner hold med forståelse for samarbejde og optimal udnyttelse af holdets ressourcer. Der er allerede 18 hold på startlisten, og der bliver god dyst om DM-titlen, der tilfalder bedste mix-hold. 

Challenge- og Fighter-distance bliver også afviklet - og med mindst lige så meget kærlighed som DM-ruten!
Challenge kommer ud på en 80-100 km smuk rute i Vejle og omegn. De kommer til at prøve kræfter med MTB, O-løb, bike'n'run, klatring og som noget nyt kajak, som vil foregå i meget beskyttet farvand, så alle kan være med. Forventet vindertid: 6-8 timer. 

Fighter/junior-distancen indeholder discipliner såsom O-løb, klatring, teambuilding/samarbejdsøvelser, bike'n'run og cykling på veje og større grusveje (MTB er ikke nødvendig). Her forventes en vindertid på 3-4 timer, og distancen henvender sig primært til begyndere inden for adventuresporten. Rygtet går, at Oure og Vejle Idrætsefterskole stiller med en masse efterskolehold, der kommer til at dyste med hjerteblod!

I forbindelse med Delta/VIH adventurerace afvikler Forsvaret også deres mesterskab, så der er lagt op til en rigtig adventurefest, hvor der forventes mere end 200 deltagere. 

Tilmelding sker på ar-union.dk's tilmeldingsside - og husk: Jo før jeres hold er tilmeldt, jo længere tid er der at glæde sig i!
Tak fordi du læste med.

Kom ud og oplev Danmark på den bedst mulige måde: Deltag i adventure race - kig på race-kalenderen på ar-union.dk og tag for dig af retterne!

Vi ses derude!
DARU Facebook
DARU Website
Du modtager denne mail, da du er medlem af DARU.
Du kan ændre dine indstillinger eller fjerne dig selv fra denne mail-liste






This email was sent to <<Mailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Adventure Race Union · Idrætsvej 2 · Oure 5883 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp